DSB erkender mangel på p-pladser

DSB Ejendomme erkender delvis FDM's kritik af de få og dårlige parker- og rejsanlæg til pendlere.

DSB Ejendomme erkender FDMs kritik af de få og dårlige parker- og rejsanlæg til pendlere. (© DR)

Når FDM kritiserer, at parkeringspladserne til pendlere ved togstationer er både for få og for dårlige, så nikker DSB Ejendomme ja til kritikken. Hvert fald det meste af vejen. Det siger Niels A. Dam, chefbygherre hos DSB Ejendomme.

- Vi er klar over, at pladserne er fuldt optaget, især ved togstationerne i hovedstadsområdet, siger Niels A. Dam til DR Nyheder.

- Problemet er, at arealerne ofte er begrænsede, og at DSB ikke altid ejer arealet. Det betyder, at DSB og kommunen skal forhandle med flere parter, herunder naboer og dem, som ejer arealet.

Der er penge tilbage

Som en del af den grønne transportpolitik for et par år siden, besluttede et bredt udsnit af de politiske partier, at DSB i tiden 2009-2020 skulle bruge op til en millard kroner til at oprette cykel-og bilparkering ved DSB stationer. Ifølge Niels A. Dam er der fortsat penge tilbage.

- Vi er i gang med at udvide antallet af pladser og holder også skarpt øje med belægningsprocenten på de eksisterende parker- og rejsanlæg. Næste år vil der komme flere parker- og rejspladser ved kystbanen, understreger han.

Bilister, der parkerer bilen på et parker- og rejsanlæg ejet af DSB, og som har gyldig billet eller netkort, kan parkere gratis på området. Ejes anlægget af andre, skal pendleren betale for at komme af med bilen og erstatte den med tog til jobbet.