DSB mangler køreklare togsæt og aflyser pendlerafgange på Sjælland

Hver anden afgang er aflyst, oplyser DSB.

Det er Desiro-tog, der kører mellem Næstved og Roskilde via Køge. Flere af dem er i stykker, og derfor har DSB set sig nødsaget til at aflyse hver anden afgang. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

Sjællandske pendlere kommer til at kigge langt efter togene på den regionale strækning Lille Syd, der kører mellem Næstved og Roskilde via Køge.

Hver anden afgang er nemlig indtil i eftermiddag aflyst, fordi DSB har en akut mangel på køreklare togsæt, lyder det på statsbanernes hjemmeside.

DSB oplyser til DR Nyheder, at aflysningerne sker som følge af flere uheldige sammenfald. Og da flere af den type tog, som er egnet til den korte strækning, er ude af drift, har virksomheden set sig nødsaget til at indsætte togbusser i stedet.

Håbet er ifølge DSB, at der bliver skaffet ekstra togsæt i løbet af formiddagen.

Følgende afgange er indtil videre aflyst:

Fra Næstved: Klokken 5.47, 8.17, 8.47, 10.47, 13.17 og 15.47.

Fra Roskilde: Klokken 7.04, 9.34, 10.04, 12.04, 14.34 og 17.04.

Togbusser supplerer trafikken på disse tidspunkter:

Fra Næstved kl. 8.55 og fra Køge mod Roskilde kl. 9.32.

Fra Roskilde kl. 10.10 og fra Køge mod Næstved kl. 10.35.

Opdatering: Nogle tog på Lille Syd kører alligevel. DSB oplyser på Twitter, at de har fået nogle togsæt tilbage fra værkstedet og forventer, at de alle kører igen. Følgende afgange kører fra Næstved: 13:17 (Re 2432) og 15:47 (Re 3442). Følgende afgange kører fra Roskilde: 14:34 (Re 3455) og 17:04 (Re 2465).

Facebook
Twitter