DSB melder om udsolgt på direkte togrejser til udlandet

Flere vil gerne rejse bæredygtigt, mener Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening.

Alle direkte afgange til Tyskland er udsolgt med DSB frem til 19. juli melder de på deres hjemmeside. (Foto: © Fabrizio Bensch/Reuters/Ritzau Scanpix)

Lange køer i lufthavnene, strejker og høje brændstofpriser.

Hos DSB melder de om udsolgt på alle direkte togforbindelser til Tyskland frem til den 19. juli.

Udsolgte billetter viser en klar tendens, siger Charlotte Saltoft Kjærulff, kundechef i DSB, som ikke kun skyldes, at folk er sultne for at komme ud og rejse.

- Der er ikke nogen tvivl om, at der er en kæmpe rejselyst, fordi folk har været hjemme i Danmark i et par år på grund af corona.

- Men allerede før corona så vi også, at den bæredygtige måde at rejse på, hvor det også går lidt langsommere, og man oplever noget undervejs, er en tendens, som bare tager til. Det tror jeg også, vi ser i år, siger hun.

Der er netop mange gode grunde til, at vi vælger toget, når vi skal på sommerferie, mener Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening.

- Vi ser for eksempel, at bæredygtigheden er kommet tilbage på dagsordenen, siger han.

’Vi burde vælge det bæredygtige alternativ’

Stefan Pfattheicher, som er lektor og centerleder ved center for integrativ erhvervspsykologi ved Aarhus BSS, er i tvivl om, hvorvidt forbrugerne pludselig er blevet mere motiverede til at tage toget af hensyn til bæredygtigheden.

- Der er nogle mere plausible grunde til, at så mange pludselig vælger toget, siger han.

- Det er sommerferie, brændstofpriserne er høje, flykaos i lufthavnene og billige togbilletter i Tyskland for kun 9 euro. Der er mange faktorer, som kan få forbrugerne til at vælge den alternative vej, som også er mere bæredygtig.

Selvom han ikke vurderer, at det alene er vores samvittighed, som får os til at vælge toget, så er det et vigtigt valg ifølge Stefan Pfattheicher.

- Klimaforandringerne er ægte, så man burde vælge det alternative valg, siger han.

Som forbruger har man et ansvar, siger Lars Thykier, som også mener, at forbrugerne i højere grad burde stille krav til rejseudbyderne.

- Hvis forbrugerne gør opmærksom på, at de gerne vil rejse bæredygtigt, så kan det jo også være, at togrejseudbyderne vælger at lave andre alternative rejsemetoder til næste år.

Besværligt, dyrt og langsomt

Hvorvidt vi er villige til helt at opgive bekvemmeligheden ved hurtige flyveture for mere miljøvenlige togture, er Lars Thykier ikke sikker på.

- Problemet er, at der er meget få forbindelser fra Danmark. Der findes kun direkte togforbindelser til Tyskland og Sverige. Grundproduktet er der, men det er ikke et godt nok alternativ i forhold fly, som stadig er det mest attraktive produkt både tids- og prismæssigt, siger han.

Hos Danmarks Rejsebureau Forening vil de gerne have et reelt alternativ.

- Togforbindelserne i Europa er generelt mægtig gode. Hvis du rejser fra Tyskland, kan fjerntoget bruges på en helt anden måde, og i Frankrig har en ny TGV- togrute mellem Paris og Bordoux næsten udkonkurreret flyforbindelsen, siger Lars Thykier.

Ifølge Charlotte Saltoft Kjærulff kan det stadig lade sig gøre at rejse med DSB på sommerferie, hvis man har lidt ekstra tålmodighed.

- Hvis man gerne vil tage en direkte afgang, skal man et par uger frem. Men man kan også godt komme til Tyskland, hvis man er villig til at lægge et ekstra stop eller to ind.

Om forbrugeren vælger det mere bæredygtige alternativ frem for CO2-dyre flyrejser vil komme an på flere ting, mener Lars Thykier.

- Det er vigtigt, at produktet er konkurrencedygtigt. Det må ikke være for besværligt, dyrt eller langsomt. Som det ser ud nu, er jeg ikke imponeret over det fjerntogsprodukt, som togudbyderne på det danske marked tilbyder, siger Lars Thykier.