DSB om svensk nattogs-undersøgelse: 'Sovevogne vil give underskud'

Et samarbejde er fint, men DSB vil ikke selv investere i sovevogne, siger underdirektør. 

Indtil slutningen af 2014 kunne man lægge sig til rette i et tog fra Københavns Hovedbane til flere europæiske storbyer. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Det skal igen være muligt at tage et nattog til europæiske storbyer som Paris eller Berlin.

Fra dansk side har transportminister Benny Engelbrecht (S) sagt, at han er villig til at drøfte mulighederne med den svenske regering.

Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB, siger til DR Nyheder, at den internationale togtrafik er et voksende marked, og han kan godt se potentialet ved nattog.

DSB har dog ingen planer om selv at investere i sovevogne, siger han.

- Det har vi prøvet før, og lige præcis den type trafik er det svært at få økonomi i. Men vi er åbne over for et samarbejde, hvis svenskerne eller andre vil køre via Københavns Hovedbanegård, siger DSB's underdirektør Aske Wieth-Knudsen.

  • Indtil slutningen af 2014 afgik der nattog fra København til flere europæiske storbyer - blandt andet til Berlin og Paris. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
  • Billederne her, er fra en reportagetur, som fotograf Mikal Schlosser tog med nattoget i 1997. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
  • Dengang i 1997 var Orlaf Jensen DSB's nattogsansvarlige på turen. (Foto: MIKAL SCHLOSSER © Scanpix)
1 / 3

Han siger, at DSB tidligere har foretaget en økonomisk vurdering af at køre med sovevogne.

- Sovevogns-tog er særdeles dyre at investere i, og det er noget, der vil give underskud. Derfor kan DSB ikke alene gå ind og investere i sovevogns-tog ned gennem Europa. Det er simpelthen for dyrt, og det ville betyde, at vi måtte sætte billetprisen op, siger Aske Wieth-Knudsen.

Transport-ordfører: 'Rigtig, rigtig besværligt'

Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested kalder det "rigtig, rigtig besværligt" at rejse med tog gennem Europa i dag.

- Forbindelserne er langsomme, du skal skifte mange steder, og du kan ikke booke billetter til hele rejsen. Danmark og DSB skulle hoppe med på den idé og deltage i arbejdet, hvis det er muligt, siger Henning Hyllested (EL).

DSB’s underdirektør erkender, at de forskellige landes togsystemer ikke fungerer godt nok i samspil.

- Vi så gerne, at der var et endnu bedre bedre samarbejde om billetter. I dag kan man for eksempel søge billetter og rejseplaner til Tyskland og Østrig, mens store lande som Frankrig og Italien ikke er med i DSB's rejseplaner. Det skyldes, at de enkelte lande har forskellige systemer, og derfor er det relativt komplekst at koble de her ting sammen, siger Aske Wieth-Knudsen.

Den svenske regering har igangsat en større undersøgelse af mulighederne for at få genindført nattog til europæiske storbyer. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hvad gør I for at forbedre tog-samarbejdet i Europa?

- DSB er med i den internationale jernbane-organisation UIC, og der arbejder vi på at få de her billet-samarbejder og at stå, siger Aske Wieth-Knudsen.

Han tilføjer, at DSB "investerer massivt i at indkøbe nye tog, så vi får bedre og flere tog fra Danmark til Tyskland".

Afgifter på flybrændstof kan ændre rejsevner

Trafikforsker Niels Melchior fra Aalborg Universitet mener, at der skal ske store politiske tiltag, hvis man for alvor vil få den brede befolkning til at vælge tog frem for fly, når de skal rejse.

- Det vil kræve, at man giver større subsidier til togdriften, og så skal man også se på omkostningerne ved at flyve. Der ville et middel være at sætte nogle større afgifter på flybrændstof, siger Niels Melchior fra Aalborg Universitet.

- Det er oppe i tiden at tale om, at man skal køre mere i tog og flyve mindre, og i visse kredse praktiserer man det. Men om det også vil komme til at gælde for den brede befolkning, ved vi ikke meget om, tilføjer han.

Facebook
Twitter