DSB ophæver krav om pladsbillet i tog

DSB dropper krav om pladsbillet, fordi Sundhedsstyrelsen nu anbefaler brug af mundbind i den kollektive trafik.

Sundhedsstyrelsen anbefaler nu, at passagerer bruger mundbind, når der er trængsel i den kollektive trafik. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

DSB ophæver kravet om, at man skal have pladsbillet i togene. Det sker, efter at Sundhedsstyrelsen har anbefalet brug af mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel.

Siden nedlukningen af Danmark i marts har man skullet reservere plads i InterCity- og InterCityLyn- samt regionaltog for at kunne komme med toget.

Kravet om pladsbillet blev på myndighedernes anbefaling indført som en foranstaltning for at undgå spredning af coronavirus.

De nye regler gælder fra i dag og betyder, at det nu igen koster penge at købe pladsbillet i toget, ligesom det heller ikke længere er muligt at få pladsbillet i et regionaltog.

- Allerede udstedte pladsbilletter til InterCity- og InterCityLyn-tog er fortsat gyldige, oplyser DSB.

Man må nu sidde tæt i S-tog igen

Ifølge nyhedsbureauet Ritzau betyder de nye retningslinjer også ændringer for rejsende med S-tog i hovedstadsområdet.

Her har abefalingen været, at de rejsende skal sidde forskudt eller ved siden af hinanden med ansigtet i den samme retning, men også disse anbefalinger ophæves, så passagererne igen må sidde tæt.

DSB takker i nyheden passagererne for deres forståelse og tålmodighed de seneste måneder.

- Vi opfordrer fortsat til at passe på hinanden på rejsen ved at vise hensyn og følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skriver DSB.

  • Her anbefaler Sundhedsstyrelsen mundbind:

  • Hvis du er smittet eller har symptomer på covid-19 og skal bryde din selvisolation for at transportere dig til og fra sygehuset.

  • Hvis du er på vej hjem fra for eksempel lufthavnen efter en rejse i et højrisikoområde i udlandet og skal i selvisolation.

  • Hvis du er nær kontaktperson til en, som er smittet, og skal bryde selvisolation for at transportere dig til og fra test.

  • Hvis du er pårørende og ikke kan holde afstand til en person i risikozonen.

  • Hvis du skal med offentlig transport, og det ikke er muligt at holde afstand.

  • I erhvervsmæssig sammenhæng, hvor hyppig eller langvarig ansigt-til-ansigt kontakt er uundgåelig.

  • Ved store forsamlinger som for eksempel optog, hvor hyppig eller langvarig ansigt-til-ansigt kontakt ikke kan undgås, eller ikke kan forebygges med andre tiltag som afstand.

  • Kilde: Sundhedsstyrelsen

Facebook
Twitter