DSB sender nogle IC4-tog på skinnerne igen

DSB er parat til at sende enkelte IC4-togsæt tilbage på skinnerne. De blev taget ud, da pumper faldt af.

En fejl fik DSB til at køre de skandaleramt IC4-tog i garage. Nu kommer nogle togsæt tilbage på skinnerne. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fra mandag vil DSB's plagede og dyre IC4-togsæt igen køre på skinnerne, efter løse hydraulikpumper i starten af marts sendte dem i garage.

DSB har ikke fundet en permanent løsning, men har indtil videre valgt at "sikre hydraulikpumperne med en wire" samt at inspicere togene oftere.

- Vi har nu fået skabt en midlertidig løsning, der sikrer, at det ikke udgør en sikkerhedsmæssig risiko, hvis vi oplever nye tilfælde med løse hydraulikpumper, skriver Anders Egehus, driftsdirektør i DSB, i en pressemeddelelse.

Sikkert på skinnerne

Det betyder, at togsættene kan komme tilbage på skinnerne, så normal togdrift langsomt kan begynde igen fra på mandag.

- Vi arbejder fortsat med at skabe en permanent løsning, så hydraulikpumperne ikke går løs.

- Men i første omgang har vores fokus været at få IC4-togene sikkert på skinnerne igen til gavn for vores kunder, udtaler Anders Egehus i pressemeddelelsen.

Fra mandag vil togene igen køre mellem Aarhus og Fredericia i myldretiden. Fra onsdag i næste uge vil der også komme regionaltog mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg.

/ritzau/

Facebook
Twitter