DSB skrotter IC4-tog

DSB er i fuld gang med at hugge fem IC4-togsæt op. De i alt 20 togvogne har ikke fragtet passagerer i årevis og skal nu skæres i småstykker.

De fem IC4-tog, der hugges op og skrottes, er blandt de allerførste, som DSB fik leveret af den italienske producent AnsaldoBreda i 2003. (Foto: claus fisker © Scanpix)

I Randers er DSB netop nu i gang med at gøre fem IC4-togsæt klar til at blive hugget op. De fem togsæt - i alt tyve togvogne - har levet en stille tilværelse og har ikke kørt med passager i flere år.

Nu bliver de stort set fabriksnye tog skåret i småstykker og ender livet som skrotmetal.

Ifølge DRs oplysninger vil togene først blive skåret i mindre stykker, som kan transporteres videre til en metalknuser. Her skal blandt andet de store mængder aluminium smeltes om og genanvendes. Inden da arbejder DSB’s folk på at hive reservedele ud af de fem IC4-tog.

- Vi bruger nogen arbejdskraft på at skrælle togene, fordi vi kan genbruge de sikrede reservedele på de øvrige 77 IC4-togsæt, vi fortsat har i drift. En del af reservedelene til IC4 er så specielle, at de ville være svære at finde på markedet eller dyre at fremstille, hvis behovet skulle opstå, siger Anders Egehus, der er Driftsdirektør hos DSB.

De fem IC4-tog er blandt de allerførste, som DSB fik leveret af den italienske producent AnsaldoBreda i 2003. Togene er en slags prototyper, som aldrig er blevet færdiggjort til at køre i drift.

Og i halvårsregnskabet i 2016 nedskrev DSB togenes værdi til 0 kroner, fordi det vurderes, at det ikke er værd at ofre penge på at gøre togene klar til at køre med passagerer.

Ferrari-tog blev til skandale-tog

At fem IC4-tog nu bliver kørt direkte til skrot er langt fra, hvad DSB havde tænkt sig, da de i slutningen af 1990’erne lancerede den store plan "gode tog til alle".

Milliardordren på IC4-tog formgivet af Ferrari-designfirmaet Pininfarina skulle have været en tiltrængt fornyelse til de danske togpassagerer. I stedet endte IC4 med at blive én lang lidelseshistorie for DSB.

Siden DSB i december 2000 bestilte 83 IC4-tog er nærmest alt gået galt. De første tog skulle egentlig have været i drift i januar 2004, men blev forsinket gang på gang. Og da de første tog endelig kom i drift, var der problemer med stank fra udstødningen.

Desuden fungerede sammenkoblingen af togvognene ikke og i 2011 indstillede DSB i en periode al kørsel med IC4, fordi togene kørte forbi røde stopsignaler.

DSB har fået leveret i alt 82 IC4-tog og har for længst opgivet tanken om, at de skal være grundstammen i den danske togtransport mellem landsdelene. I stedet regner DSB med, at de resterende 77 tog skal køre på mindre regionale strækninger frem til 2024, hvorefter de skal udfases og afløses af elektriske tog.

Om de 77 IC4-tog til den tid skal sælges eller skrottes, er uvist. Men DSB vurderer ifølge årsrapporten fra 2016, at værdien i 2024 vil være 0 kroner.

I slutningen af 2016 var der dagligt mellem 30 og 32 IC4-togsæt i drift.

Facebook
Twitter