DSB's billetsystemer ramt af nedbrud

DSB er søndag aften ramt af tekniske problemer. Der kan derfor ikke købes billetter i DSB's app og automater.

Passagerer, der skal rejse med DSB's tog søndag aften, oplever problemer med at købe billet. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Jens Nørgaard Larsen)

Togpassagerer rundt om i landet har søndag aften problemer med at købe billet til deres rejse med DSB.

Et omfattende nedbrud har ramt DSB's systemer, og derfor kan der ikke købes billet via selskabets app, hjemmeside, i billetautomater og 7-Eleven-kiosker på stationerne.

Det er dog tilsyneladende stadig muligt at rejse med rejsekortet.

Det oplyser underdirektør i DSB Aske Wieth-Knudsen.

Indtil problemerne i billetsystemerne er løst, kan passagerer uden rejsekort købe billetter i de tog med togpersonale, der kontrollerer billetter.

- Personalet har mulighed for at udstede billetter i toget. Så man får ikke en kontrolafgift, når vi er i den aktuelle situation, siger Aske Wieth-Knudsen.

Tidshorisont er uvis

DSB's interne mail- og sms-systemer er også nede, og derfor har DSB problemer med at informere personalet i togene om det tekniske nedbrud.

- De dygtigste it-eksperter er sat på sagen for at løse problemet. Vi har ikke en tidshorisont for, hvornår det er løst, men vi arbejder på højtryk for at få systemet op at køre, siger Aske Wieth-Knudsen.

DSB vil sende information ud via Facebook og Twitter, når der er styr på billetsystemerne igen.

Det er uvist, hvad årsagen til nedbruddet er. Der har en gang tidligere det seneste år været et lignende problem, som skyldtes et strømnedbrud.

/ritzau/