DTU ser med alvor på PET-advarsel mod kinesiske studerende: 'Vi er meget opmærksommesikkerheden omkring vores teknologi'

PET vurderer, at kinesiske CSC-stipendiater kan blive presset til at udføre aktiviteter på vegne af den kinesiske stat.

DTU vil sikre, at 'sensitiv teknologi' ikke falder i de forkerte hænder. (Foto: © Linda Kastrup, Ritzau Scanpix)

Opdateret: Aalborg Universitet oplyser efter forespørgsel fra DR, at der er 76 CSC-studerende på universitetet. Tidligere fremgik det alene,at universitetet ikke havde indskrevet nogen i 2023.

Kinesiske forskere og studerende med stipendium fra Chinese Scholarship Council (CSC) udgør en forhøjet spionagetrussel i Danmark.

Det advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) om overfor Politiken fredag.

En opgørelse, som avisen har foretaget, viser, at der aktuelt er mindst 239 kinesiske CSC-stipendiater på danske universiteter. Langt de fleste er ph.d.-studerende.

44 af dem er tilknyttet Danmarks Tekniske Universitet (DTU), og her tager man udmeldingen fra PET til efterretning, siger Philip Binning, der er professor og dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne samt internationalisering ved DTU.

- Det er nyt, at PET melder så kontant ud, siger han.

- Vi vil nu melde ud til vores institutdirektører, at der er kommet denne advarsel fra PET. De bør kigge på vores studerende med henblik på at sikre, at vi ikke eksponerer vores sensitive teknologier steder, hvor man ikke burde.

Troskabserklæringer med Kina

Der kom for alvor fokus på kontrakterne for CSC-stipendiater, da den svenske avis Dagens Nyheter i januar afdækkede, hvordan kinesiske ph.d.-studerende på svenske universiteter skulle underskrive en hemmelig troskabserklæring over for Kommunistpartiet og den kinesiske stat.

Det er dog første gang, PET direkte advarer om sikkerhedsrisikoen ved de kinesiske studerende i Danmark.

- Kinesiske forskere og studerende i Danmark på CSC-stipendier er ifølge deres kontrakter med de kinesiske myndigheder blandt andet forpligtet til at beskytte ’moderlandets ære’ og til at undgå at deltage i aktiviteter, der skader kinesiske interesser og sikkerhed, skriver PETs kontraspionagechef, Anders Henriksen, i en mail til Politiken.

De kinesiske studerende og forskere er ifølge kontrakterne "også forpligtet til at rette sig efter den kinesiske ambassades anvisninger i alle henseender", lyder det fra PET.

- Det er blandt andet på den baggrund PET’s vurdering, at CSC-stipendiater i Danmark kan være særligt udsatte for at blive presset til at udføre aktiviteter på vegne af den kinesiske stat.

DTU har stoppet optaget af nye CSC-studerende

Hos DTU valgte man i januar 2021 at stoppe optaget af nye kinesiske CSC-stipendiater.

Dengang var frygten for spionage dog ikke med i overvejelserne, fortæller Philip Binning.

Man valgte derimod at stoppe samarbejdet, fordi den finansiering, CSC-stipendiaterne fik fra Kina, ikke var tilstrækkelig.

- Derudover var der en klausul i deres kontrakt, som sagde, at de skulle rejse tilbage til Kina, når de var færdige. Det kunne vi ikke leve med, fordi vi har lagt mange ressourcer i deres ph.d.-forløb, siger Philip Binning.

CSC er et program, der udbydes af den kinesiske stat. (Foto: © Linda Kastrup, Ritzau Scanpix)

De 44 kinesiske studerende, der i øjeblikket er tilknyttet DTU, startede deres 3-årige ph.d.-forløb inden januar 2021. Når de har færdiggjort deres uddannelse, vil DTU ikke længere have nogen tilknytning til CSC.

Ser ingen grund til at smide studerende ud

Philip Binning ser ikke nogen risiko ved, at de 44 nuværende CSC-studerende hos DTU afslutter deres forløb i Danmark.

- Vi har indgået en aftale med de her studerende. Ja, de er underlagt nogle statslige krav, men de er individer, og de skal have lov til at gennemføre det, som vi har aftalt med dem, siger han.

Philip Binning mener, at der skal "meget stærke grunde" til at sparke de nuværende studerende ud af universitetet.

- Det skulle være en kendt brist af decideret spionage eller den slags, som vi kunne dokumentere. Og det har vi stensikkert ikke, siger han.

- Vi har gjort det, som er ansvarligt, og vi er meget opmærksomme på sikkerheden omkring vores teknologi. Jeg mener ikke, vi har noget at være bange for.