Patienter indlagt på danske sygehuse har ret til at blive henvist til et andet hospital, hvis de ikke ønsker behandling og pleje af en læge, sygeplejerske eller sosu-assistent, der bærer muslimsk tørklæde, skriver Politiken Søndag.
Når en patient er indlagt akut og afviser at blive behandlet af personale med tørklæde, så skal afdelingen på hospitalet forsøge at rykke rundt på opgaverne og imødekomme patientens ønske.
Kan det ikke lade sig gøre, har patienten ret til at blive kørt til et andet hospital med ambulance.
Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Bertel Haarder til Folketinget, og det vækker bestyrtelse hos politikere fra SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne.
De slår over for Politiken fast, at det aldrig har været meningen, at patienter kan benytte sig af det frie sygehusvalg, alene fordi de ikke bryder sig om muslimer med tørklæde.
- Det er helt urimeligt. Vi kan stille krav om at blive behandlet af læger med faglige kvalifikationer, men vi bør ikke have ret til at hoppe til et andet sygehus, bare fordi vi ikke kan lide personalets udseende eller tro. Skulle jeg så også kunne nægte at blive behandlet af en læge fra Dansk Folkeparti? Det er jo absurd, siger sundhedsordfører Per Clausen, Enhedslisten.
Hans kollega i SF, Jonas Dahl, er bekymret for konsekvenserne af den rettighed.
- Skal vi til at have en kupon, hvor vi kan krydse af, at vi kun vil behandles af kvinder under 30 år? Vi har et sundhedsvæsen, hvor man ansætter folk ud fra deres faglige evner, og det må patienterne acceptere. Vi må sætte foden ned, siger han.
Det vil blive utroligt besværligt at tilrettelægge planlægningen af operationer i det danske sundhedsvæsen, hvis en patient på operationsbordet pludselig kan kræve at blive henvist til et andet sygehus, bare fordi han ikke bryder sig om lægen eller sygeplejersken, mener socialdemokratiets sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen.
- Patienten har jo heller ingen garanti for at få en 'hvid model' på det næste sygehus, siger hun.