Duksefirmaer snydes for byggearbejde

Byggefirmaer, som følger loven og registrerer alle arbejdsulykker, risikerer at få færre kunder i butikken. Det skyldes et skævt karaktersystem.

Byggefirmaer risikerer at miste arbejdsopgaver, hvis de følger loven og indberetter alle arbejdsulykker. (© DR)

Logik og Co. er et af de meget få byggefirmaer, som får ros af Arbejdstilsynet. Men i byggefirmaets offentlige karakterbog hos Byggeriets Evalueringscenter er billedet et helt andet.

I kategorien Arbejdsulykker har Logik og Co. fået karakteren D. Det står for "værre end gennemsnittet."

Karakteren stemmer ikke overens med virkeligheden, lyder det fra Arbejdstilsynet.

- Vi ved, at de er dygtige til at registrere og anmelde arbejdsulykker. At de dermed skulle have et dårligere arbejdsmiljø end gennemsnittet svarer ikke til det billede, vi har, siger tilsynschef Hasse Mortensen til DR Nyheder.

Straffes for at følge loven

Den store forskel mellem karakterbog og virkelighed skyldes, at kun omkring hver anden arbejdsulykke bliver indberettet.

Ifølge Arbejdsmiljøloven skal firmaerne ellers indberette alle ulykker.

Logik og Co. er et af de få byggefirmaer, som følger loven, men det går ud over deres vurdering.

På papiret ser det nemlig ud som om, at de har flere arbejdsulykker end gennemsnittet. Og den vurdering bliver brugt af offentlige myndigheder, når de skal beslutte, hvilke firmaer de vil samarbejde med.

Derfor risikerer Logik og Co. at miste arbejdsopgaver, på trods af at de gør langt mere for arbejdsmiljøet end de fleste andre byggefirmaer. Det stiller firmaet i et dilemma.

- Det er svært, for så begynder man at tænke: Skal jeg følge reglerne og anmelde det, der skal anmeldes, eller skal jeg lade være, så jeg kan få noget mere arbejde?, siger daglig leder Balder Johansen.

Overvejer ny praksis

Erhvervs- og Byggestyrelsen erkender, at karaktererne ikke altid giver et fuldstændig retvisende billede af virkeligheden.

Derfor vil de overveje at lave praksis om, så virksomheder som Logik og Co. fremover ikke bliver straffet for at følge loven.

- Vi har drøftet med byggeriets parter, om vi kan registrere arbejdsulykker på en bedre måde. Det er noget vi løbende overvejer, og så snart vi får mulighed for det, vil vi gerne gøre det, siger direktør Finn Lauritzen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk