Fyringssæsonen er ved at være slut, men når varmeregningen skal betales, vil op i mod hver fjerde af landets fjernvarmekunder få en ubehagelig overraskelse - de skal nemlig betale et såkaldt afkølingsgebyr.
Ærgerlige penge
Det har langt de fleste fjernvarmeselskaber indført, for at få kunderne til at udnytte energien bedst muligt. Else Marie Andersen fra Valby er en af de kunder, der skal af med 400 kr. ekstra som en straf for, at hun ikke udnytter energien effektivt nok.
- Det er meget ærgerlige penge at skulle betale, for jeg har jo ikke fået noget ekstra for pengene. Man føler sig lidt dum, fortæller Else-Marie Andersen, der er pensionist og bor alene i et mindre parcelhus.
Temperaturforskellen er vigtig
Konkret bør temperaturforskellen på det fjernvarmevand, der kommer ind i huset, og det der bliver sendt ud, være så stor som muligt. Men hos mange bliver forskellen altså alt for lav. Det skyldes som regel, at kunderne ikke ved hvordan deres fjernvarmesystem skal indstilles, eller at de ikke har fået det ordentligt justeret af deres VVS-installatør.
- Typisk står det varme brugsvand til hanerne langt højere end de 55 grader, der er anbefalet. Og så oplever vi også ofte at kunder, ikke har de rigtige termostatventiler på deres radiatorer, eller det viser sig, at indreguleringsventilen ikke er korrekt justeret, fortæller energirådgiver Flemming Jensen fra Københavns Energi.
Hver fjerde bliver straffet
I København er det hver fjerde parcelhuskunde i, der må betale strafgebyr og i Århus-området er der mere end 10.000 fjernvarmekunde, der må betale ekstra, fordi de ikke udnytter fjernvarmen effektivt nok.
- Mange tror nok, at varmesystemet passer sig selv sig, men der skal altså holdes lidt øje. Men hvis først man får det indstillet det korrekt, og man lærer et par fif, så er der penge at spare år efter år - og så er det oven i købet også godt for miljøet, når varmen udnyttes effektivt, siger Flemming Jensen.