- Dumt at sortere sygeplejersker efter tro

Patienter har ret til at sige nej tak til at blive behandlet af læger eller sygeplejersker, som er iført et muslimsk tørklæde. Sygeplejersker frygter, at det går ud over kvaliteten i behandlingen.

Det kan gå ud over kvaliteten, at patienter har ret til at sige nej tak til sygeplejersker og læger med tørklæde. (Foto: Christian Als © Scanpix)

Det er uhensigtsmæssigt, at patienter har ret til at fravælge at få behandling og pleje af læger, sygeplejersker eller andre sundhedspersoner, som bærer tørklæde på grund af deres tro.

Det mener formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

Sundhedsminister Bertel Haarder siger, at hvis en patient ikke vil behandles af personer, som bærer muslimsk tørklæde, så skal hospitalet skal enten stille andet personale til rådighed, eller også kan patienten blive indlagt på et andet hospital.

Nervøs for kvaliteten

- Det virker ret tåbeligt, at sygehusene nu skal til at sortere i personalet alt efter deres trosretning, siger Grete Christensen til Dansk Sygeplejeråds hjemmeside dsr.dk.

- Faktisk er jeg nervøs for, om sygehusene reelt kan garantere høj kvalitet, hvis de midt i et akut forløb skal til at rykke rundt på personale og patienter efter trosretning. Det er meget uhensigtsmæssigt.

Nej tak til kristne eller ateister

Grete Christensen mener desuden, at det kan være skadeligt for integrationen, at patienterne har ret til at sige nej tak til at blive behandlet af muslimer.

- Logikken må jo være, at muslimske patienter også kan nægte at lade sig behandle af en ikke-muslimsk sygeplejerske eller læge, siger hun, og tilføjer at der i nogle tilfælde kan være individuelle hensyn man skal tage til patienten.

- Men udgangspunktet er, at sundhedsvæsnet stiller kvalificeret personale til rådighed, og det må patienten acceptere. Modsat risikerer vi daglige diskussioner om, hvem der skal behandles af hvem ud fra andre kriterier end kvalitet.

Facebook
Twitter