Dykkere gennemsøger sø i sag om drab på gravid kvinde

Søværnets Minørtjeneste er i øjeblikket i gang med at finkæmme sø i jagt efter mordvåben.

Søen i Elverparken i Herlev. En 32-årig kvinde blev fredag fundet dræbt i parken. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Søen i Elverparken i Herlev er torsdag morgen i gang med at blive gennemsøgt af dykkere.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til DR Nyheder, som har tilkaldt dykkerne fra Søværnets Minørtjeneste i håbet om, at de kan finde gerningsvåbnet i sagen om drabet på den 32-årige kvinde.

Kvinden, som var gravid, blev fredag aften fundet dræbt i parken af adskillige knivstik. Siden har politiet flere gange gennemsøgt parken med hunde, men har endnu ikke fundet gerningsvåbnet, som politiet formoder at være en kniv.

I løbet af tirsdagen indsamlede politiet affald i et større område i håbet om at finde gerningsvåbnet og andet, som kunne have interesse for efterforskningen af drabet, som politiet kalder "bestialsk", skriver Ritzau.

Desuden har politiet fået en del henvendelser fra borgere, som man nu er i gang med at gennemgå, ligesom man gennemgår billeder fra overvågningskameraer i området, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

Ifølge politiet er det vigtigt at finde gerningsvåbnet, da det kan give nye spor i sagen. Der har tidligere været forlydender om, at gerningsvåbnet kunne være en økse, men det afviser Københavns Vestegns Politi. Kvinden blev fundet livløs i parken omkring klokken 19.15 fredag aften. Ifølge politiet var hun ude at lufte sin søsters hund, da hun blev overfaldet i Elverparken. Ingen er endnu anholdt i sagen.

FacebookTwitter