Dykkere leder efter vragdele ved Storebæltsbroen

Politiet har sendt dykkere ud i Storebælt for at finde dele fra det forulykkede tog.

Der er sendt dykkere i Storebælt for at lede efter vragdele. (Foto: (C) DR Nyheder © (c) DR)

Arbejdet med at få afdækket alle omstændigheder omkring togulykken på Storebæltsbroen fortsætter nu under vandet.

DR's udsendte reporter på stedet har set to store gummi-speedbåde blive kørt mod ulykkesstedet, og nu bekræfter Fyns Politi med et tweet, at man har udvidet efterforskningen til også at omfatte det iskolde vand under Storebæltsbroen.

Tidligere på eftermiddagen fastslog politiet ved et pressemøde, at der kommer til at gå lang tid, før man kan konkludere, hvad årsagen var til togulykken, som kostede seks mennesker livet og sårede yderligere 16.

- Det er for tidligt at begynde at gisne om, hvad der er årsagen til ulykken. Men vi arbejder tæt sammen med Havarikommissionen for at få afdækket, hvad der er sket.

- Der kommer til at gå en rum tid, inden vi kan sige noget om årsagen til ulykken, sagde efterforskningsleder Jørgen Andersen fra Fyns Politi.

Ramte en tom lastvognstrailer

Toget ramte en tom lastvognstrailer og foretog en voldsom opbremsning, da ulykken skete. Bo Haaning, der er souschef for Havarikommissionen, har tidligere i dag ikke villet konkludere, at traileren var skyld i ulykken, eller om der eventuelt kan være andre ting, der har ramt toget.

- Der var en tom lastvognstrailer, der sad oven på en godsvogn, der faldt af. Den har enten ramt toget, eller også er toget kørt ind i den, sagde Bo Haaning.

Politiet har fået flere henvendelser fra udenlandske ambassader, som vil vide, om der er udlændinge blandt dødsofrene.

- Vi har ikke det fuldstændige overblik over de omkomne endnu. Derfor kan vi ikke oplyse alder, identitet eller nationalitet. Lad os gennemføre vores undersøgelser - så skal vi nok melde ud, når vi får en mulighed for at underrette de efterladte, sagde chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj fra Fyns Politi ved pressemødet.

40 bilister har fået bøder

Ved det samme pressemøde understregede chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj behovet for, at folk passerer ulykkesstedet i normalt tempo.

- Lad være med at stoppe op. Det skylder vi trafikken - og ikke mindst de folk, der er ofre for ulykken.

Men tilsyneladende har mange bilister ignoreret opfordringen. Ifølge et tweet fra Fyns Politi har man givet bøder til 40 bilister, der har brugt deres telefoner til at tage billeder fra ulykkesstedet.

Facebook
Twitter