Dyreaktivister: Danmark bør følge Norges eksempel og forbyde minkavl

Norges regering vil have landets ræve- og minkfarme lukket.

Foto: Preben Madsen, Scanpix 2013 (Foto: Preben madsen © Scanpix)

Som det første nordiske land vil Norge gennemføre en total afvikling af landets produktion af mink- og rævepels.

Det fremgår af det nye regeringsgrundlag, som er vedtaget mellem Høyre, Fremskrittspartiet og Venstre.

Beslutningen kommer bag på Dansk Pelsdyravlerforening, som kalder den ”beklagelig”, idet man har indtryk af en klar politisk opbakning i Stortinget for en bæredygtig udvikling af pelsdyrerhvervet.

- Det er derfor en overraskende kovending, som vi hører fra Norge, og nu må vi vente og forholde os til, hvad der så faktisk sker, når regeringen senere på et tidspunkt lægger sagen frem til drøftelse i Stortinget, siger Tage Pedersen, der er formand for Dansk Pelsdyravlerforening.

Minkavl er en milliardindustri i Danmark, som er en af verdens største producenter af minkskind.

Dyreværnsforeningen Anima ser forbuddet i Norge som en ”fantastisk sejr" og håber, at den vil gøre indtryk på Christiansborg.

- Sidste år så vi forbud i Tyskland og Tjekkiet, og Danmark ender med at blive meget isoleret i spørgsmålet, hvis de danske politikere ikke vågner op, siger kommunikations- og kampagnechef Thorbjørn Schiønning.

Den norske afvikling frem mod 2025 kan udløse en erstatning til de avlere, der må stoppe eller omstille produktionen.

Det er især det socialliberale regeringsparti Venstre, som har presset på for forbuddet.

Herhjemme har Folketinget vedtaget en udfasning af rævefarme i 2009.

I 2011 var der ikke flertal bag et lovforslag om at lukke de danske minkfarme.