Dyrenes Beskyttelse: Halalslagtning i Danmark er fuldt forsvarligt

Bøn og bedøvelse er de primære forskelle på traditionel slagtning og halal i Danmark. Læs her, hvordan slagtningen foregår.

Dyrenes Beskyttelse interesserer sig ikke for religion, men for hvorvidt dyrenes bedøves inden slagtningen, og det gør de ved halalslagtning i Danmark. (Foto: flo_loca25 © Stock.xchnge)

Halalkød har været diskuteret livligt på det sidste, fordi nogle børnehaver og et hospital har valgt at servere halalkød.

Nu kommer statsminister Helle Thorning med sin holdning i et interview med DR Nyheder, hvor hun opfordrer kødproducenterne til at mærke kødet, så forbrugerne ved, om det er halalslagtet eller ej.

Men hvad vil det egentlig sige, at kød er halalslagtet? Få svar her.

Dyrenes Beskyttelse: Ligeglade med religion

Med de krav, der i Danmark er til halalslagtning med forudgående bedøvelse, er der ifølge Fødevarestyrelsen ikke forskel på halalslagtning og traditionel slagtning i forhold til dyrevelfærd.

Og Dyrenes Beskyttelse har heller ikke noget at indvende, så længe de danske regler overholdes.

- Det foregår på fuld forsvarlig vis. Vi er ligeglade med det religiøse aspekt. Vi er interesserede i, at dyrene bliver bedøvet, inden de får halsen skåret over, Jens Svenningsen, Dyreværnschef og dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse.

Det er tilladt at slagte efter religiøse forskrifter i Danmark. Men på en række betingelser, blandt andet skal det foregå på et godkendt slagteri.

Bedøvelse og bøn

Den omdiskuterede islamiske halalslagtning kræver, at dyret får halsen skåret over og dør ved afblødning. Det kan ifølge islam både ske med og uden bedøvelse, men i Danmark sker det kun med bedøvelse, oplyser Fødevarestyrelsen.

Når dyret slagtes, skal der ligeledes fremsiges en bøn:

- Bismillah, allahu akbar (I Guds navn, Gud er størst).

Kvæg slås bevidstløs

Når kvæg slagtes på traditionel vis i Danmark, så sker det ved, at slagteren bruger en boltpistol, der trænger igennem dyrets kranie og gør dyret bevidstløst. Ved halalslagtning trænger boltpistolen ikke ind i kraniet, men slår dyret bevidstløst ved et kraftigt slag i panden.

I begge tilfælde får dyret derefter blodårerne i halsen skåret over, og det dør ved afblødning. Ifølge Fødevarestyrelsen er der intet, der tilsiger, at kød fra dyr, der er halalslagtet i Danmark er kvalitetsmæssigt anderledes end kød fra dyr, det er slagtet på traditionel vis.

Det er altså bedøvelsesmetoden, en bøn og et andet snit i halsen, der er forskellen ved slagtning af kvæg.

Kylling - Kun bønnen adskiller

Halalslagtning af fjerkræ foregår på samme måde som traditionel slagtning af fjerkræ. På nær bønnen.

- Kyllingerne hænges på et bånd med hovedet nedad. De dyppes i vand med strøm, så de bliver bevidstløse, og derefter får de hovedet hugget af, forklarer marketingschef hos Rose Poultry, Anne Gitte Elbronn.

- Den eneste forskel er bønnen, siger hun med henvisning til den slagter med muslimsk baggrund, der kontrollerer at kyllingernes hoveder er skåret ordentligt af og samtidig siger en bøn for kyllingerne.

Obligatorisk mærkning kræver EU-beslutning

Det er ikke obligatorisk at mærke kød med slagtemetode, men man kan som producent eller detailhandler vælge frivilligt, at mærke med slagtemetoden.

En indførelse af et obligatorisk krav om mærkning med slagtemetode kræver en beslutning på EU-plan.

Det er muligt at ansøge om at undlade at bruge forudgående bedøvelse ved rituelle slagtninger, men det er der ikke danske slagterier, der han ansøgt om, oplyser Fødevarestyrelsen.

Facebook
Twitter