'Dyrk sikker sex' lyder rådet mod abekopper - men hvordan skal det forstås?

Kondom er ikke tilstrækkeligt, men mindsker risikoen for smitte med abekopper, forklarer eksperter.

Der er ikke specifikke anbefalinger til at forebygge smitte mod abekopper, men Sundhedsstyrelsen opfordrer alligevel til god hygiejne og sikker sex. Abekopper smitter ved tæt kontakt og ved for eksempel at dele tøj eller sengetøj med personer, der er syge med abekopper.

Dyrk sikker sex.

Det er en af opfordringerne fra både Sundhedsstyrelsen og Verdensorganisationen WHO, når det kommer til, hvad man selv kan gøre for at mindske risikoen for at blive smittet med abekopper.

Virussygdommen - også kaldet monkeypox på engelsk - har i den seneste tid fundet vej til Europa, og i denne uge har vi også opdaget de første tilfælde herhjemme.

Men hvad menes der med sikker sex, når det kommer til abekopper? Er det kondomet, der gør forskellen, og hvad vil det helt præcist kunne gøre, når vi ved, at de mange virusfyldte blærer sidder på hele kroppen og ikke er isoleret til kønsdelene?

Selvom et kondom generelt beskytter rigtig godt mod mange seksuelt overførte sygdomme, så er det ikke nogen garanti mod smitte, når det kommer til abekopper, forklarer Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på Københavns Universitet.

- Hvis det er et spørgsmål om bare at bruge kondom, kan jeg ikke se, at det er tilstrækkeligt her, for du kan have kopperne over alt på kroppen. Og du har jo ikke kondomet ned over hovedet.

- Gnider man kroppene op og ned ad hinanden eller tager rundt om partneren, vil man også kunne overføre det på den måde.

Som smittet person vil du ikke have mere virus på kønsdelene, end du har på for eksempel hænderne. Så på den måde er kondomet en begrænset beskyttelse, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Ekspert: Du er mere modtagelig for smitte ved kønsdelene

Alligevel er der dog - også når det kommer til abekopper - en god grund til at opfordre til sikker sex og brug af kondom, forklarer Christian Morbjerg Wejse, der er overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.

Bare fordi du sætter en hånd med virus mod et stykke intakt hud, vil der nemlig ikke nødvendigvis ske smitte, idet der ikke er en åbning.

Derimod er der åbent ved slimhinderne, og det gør, at man er mere modtagelig for det der.

- Det er ikke sådan, at virus kan trænge igennem intakt hud, siger Christian Morbjerg Wejse.

- Virus skal ind i kroppen, og det er selvfølgelig også derfor, at det smitter mere seksuelt end bare fra hud til hud.

Christian Morbjerg Wejse fortæller samtidig, at læsioner på kønsdelene har udgjort en væsentlig del af den smitte, vi har set indtil videre.

Dyrk sex med omtanke og tjek hinanden, når tøjet ryger af

Budskabet om at have sikker sex ser Allan Randrup Thomsen også som en opfordring til at bruge hovedet, når man dyrker sex for tiden.

- Man skal reducere antallet af partnere og være omhyggelig med, hvem man går i seng med, råder han.

- I princippet skal man også tage tøjet af hinanden og se, hvordan kroppene ser ud. Er der nogen tegn på, der er kopper, og hvis det er, skal man selvfølgelig undlade at være i tæt kontakt.

Sundhedsstyrelsen melder, at der ikke er specifikke anbefalinger i forhold til at forebygge smitte med abekopper. Men de anbefaler, ligesom vi kender fra coronatiden, at man holder god hygiejne, vasker hænder ofte eller bruger håndsprit. Og så altså også kondomet på, når man skal have sex.