Dyrlæger: Husk vaccination før hundetræning

Dyrlæger advarer mod flere tilfælde af hundesygdomme, hvis ikke hundetrænere husker at sikre, at hvalpe og andre hunde er vaccineret ordentligt.

Husk bevis for at hunden er vaccineret, før træningssæsonen begynder, lyder det fra dyrlæger. En stribe hunde i Odense er smittet med en hundesygdom, der kan forebygges. (Foto: Torsten Ellermann Eriksen/DR)

Flere tilfælde af sygdom blandt hunde i Odense får dyrlæger til at advare de mange hundetrænere og hundejere, der i denne tid begynder på en ny sæson hvalpe- og hundetræning.

- Trænere bør se bevis for, at hundene er vaccineret ordentligt, siger konsulent i Dyrlægeforeningen, Johanne Østerbye.

Hvalp død

Meldingen kommer, efter at knap ti hunde i Odense er smittet med parvovirus, der kan forårsage døden for mange hunde, hvis smitten spreder sig. Én af hundene i Odense - en fem måneder gammel hvalp - er død.

- Parvovirus giver i første omgang diarré. Virus er meget smittefarlig og modstandsdygtig, og selv om den ikke er farlig for mennesker, kan et slik på hånden overføre virus til andre hunde, lyder det fra Den Danske Dyrlægeforening. Hvalpe skal vaccineres når de er 8 uger gamle og igen en måned senere. Herefter med et, to eller tre års mellemrum - bl.a. afhængig af, om hunden er selskabshund eller bruges til jagt.

- Hvis mange hunde er smittet, kan presset imidlertid blive så højt, at nogle hunde bukker under for det, selv om de er vaccineret, siger Johanne Østerbye fra dyrlægeforeningen.

Flere hunde døde i 1980'erne

Epidemier med parvovirus opstår typisk herhjemme med ét eller flere årtiers mellemrum. I 1980'erne døde flere hunde, efter at de var blevet smittet.

Ejere af hvalpe i Odense, hvor smitten nu findes, bør holde lav profil og begrænse hundens omgang med andre hunde indtil et par uger efter at hvalpen er blevet vaccineret anden gang - d.v.s. indtil hvalpen er 14 uger gammel. Først i dén alder er hvalpenes forsvar nemlig så stærkt, at de ikke risikerer nævneværdig smitte, oplyser dyrlæge Johanne Østerbye.

Enkelte racer er særligt sårbare

Nogle racer er mere udsatte for parvovirus end andre: Især Rottweilere, Dobermann og Engelske Springer Spaniels kan være sårbare, oplyser dyrlægeforeningen.

Foreningen har ingen viden om, hvor mange hunde, der ikke vaccineres, men opfordrer alle opdrættere til at lade hvalpe vaccinere før de sælges.

Facebook
Twitter