EBH-bankdirektør tiltalt for kursmanipulation

Endnu en nøgleperson fra den krakkede EBH-bank tiltales. Tidligere direktør beskyldes for særlig grov kursmanipulation.

Bagmandspolitiet mener, at tidligere EBH-bankchef fik banken til at købe aktier i et it-selskab, som han selv var bestyrelsesformand for. (Foto: Tom Herman Christensen © P4 Nordjylland)

Oprydningen efter krakket i ebh bank resulterer nu i endnu en tiltale for økonomisk kriminalitet mod nøglepersoner fra den krakkede bank, skriver Nordjyske Stiftstidende.

Statsadvokaturen for særlig økonomisk kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet, har nemlig rejst tiltale mod tidligere direktør i ebh bank Jens Nielsen og en medarbejder i banken, der er omfattet af navneforbud, for kursmanipulation af særlig grov beskaffenhed.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen, som avisen har fået aktindsigt i.

Udnyttede dobbeltstilling

Bagmandspolitiet mener, at Jens Nielsen i december 2007 var med til at manipulere med aktie-kursen i it-selskabet Trifork, hvor han dengang var bestyrelsesformand.

Ifølge Bagmandspolitiet skete kursplejen ved, at Jens Nielsen udnyttede sin dobbeltstilling som bestyrelsesformand i Trifork og direktør i ebh bank til at lade banken købe op af Trifork-aktierne.

Ved at lade ebh bank købe op af Triforks aktier lykkedes det ham ifølge Bagmandspolitiet at få aktiekursen til hen imod årsskiftet 2007/2008 at stige fra kurs 7,2 til over 8.

Forstår ikke tiltale

Jens Nielsen er helt uforstående over for tiltalen for kursmanipulation med Triforks aktier.

Ud over Jens Nielsen og en medarbejder fra ebh bank er Triforks tidligere administrerende direktør, Jørn Larsen, og Trifork som såkaldt juridisk person tiltalt i samme sag.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter