Efter 17 timers nedbrud: Metroen i København kører igen normalt

Fejlen er fundet, og metroen kører igen normalt.

Et strømsvigt lammede lørdag aften metroen i København. Fejlen blev først fundet søndag eftermiddag. (© Metroselskabet)

En kabelfejl standsede lørdag aften alle metrotog på de centrale dele af strækningen under jorden mellem Forum metrostation og stationerne Amagerbro og Sundby på Amager.

Efter 17 timers intenst arbejde for at finde frem til fejlen, blev den fundet kort før klokken 14, og alle tog kører kort før klokken 16 igen normalt, forlyder det fra selskabet bag driften af Københavns metro.

- Vi har fundet kabelfejlen og begynder snart at køre normalt igen, siger kommunikationschef Jette Clausen til DR Nyheder.

Ingen metrobusser før søndag morgen

Fejlen indtraf lørdag ved 21-tiden. Først søndag morgen klokken 7.00 blev der indsat metrobusser. Metrostationerne i Indre By blev lukket ned, og flere passagerer beretter om, at der ikke var noget information.

Skulle man have været med metroen lørdag aften og søndag nat fra en af de stationer, hvor der ikke kørte tog, så kan man få refunderet udgifterne til en taxa.

De passagerer skal henvende sig til metroens kundeservice for eventuelt at få den refunderet. Det kan gøres ved hjælp af denne formular.

Fem millioner passagerer rejser hver måned med metroen.

Opdateret 15:49: Metroen kører nu igen normalt.

Facebook
Twitter