Efter 52 sommerdage og udsigt til hedebølge: "Det er næsten for meget af det gode"

På Islands Brygge havnebad i København er folk glade for de høje temperaturer, der nu kan blive til en regulær hedebølge. Men det kan også næsten blive for varmt.

En pige i mørkeblå badedragt tripper øverst på udspringstårnets top, mens flere og flere børn samler sig bag hende på trappen. Hun holder sig for næsen, lukker øjnene og springer.

Der går kun få minutter, før de andre børn er fulgt efter ned i det kølige blågrønne vand inden for indhegningen, der markerer, hvor det er tilladt at bade. Og på trods af skilte gør det tydeligt, at badning uden for havnebadets anlæg giver bødestraf, hopper mange også i fra den brostensbelagte promenade for at køle af i den trykkende varme, der får Islands Brygge i København til at føles som en bageovn.

Termometret måler 28 grader, og det er efterhånden nærmere reglen end undtagelsen, at solen er fremme. I Danmark har vi i dag rundet 52 sommerdage med temperaturer over 25 grader, og metrologerne lover, at en hedebølge med op mod 30 varmegrader vil sprede sig over sommerlandet.

42-årige Louise Swift, der holder ferie i København med sin silkeborggensiske familie, glæder sig kun over danske vejr, der overrasker uge for uge.

- Jeg er på ingen måde træt af det. Vi er meget mere ude, og det er godt. Vi kommer på flere ture og ser nogle andre ting, siger hun.

Fremragende vejr

På havnebassinets betonkant fejrer 35-årige Daniel Foxdal fyraften i badeshorts med vennen Michael Nielsen på 43 år.

Han synes, vejret er fremragende. Måske endda lidt for fremragende.

- Det er næsten for meget af det gode. Det er dejligt, at man kan bade og være ude, men det er svært at sove. Jeg arbejder i et køkken til daglig, og der er 30 grader altså ikke en god ting, når man i forvejen skal klare varmen fra ovne og komfur. Puha. Det kunne nu være rart med en enkelt kølig dag, siger Daniel Foxdal.

- Men man kan da også godt komme til at tænke lidt på den globale opvarmning. Om det mon bliver virkelig ekstremt vejr fremover, og om vi får verdens koldeste vinter.

Michael Nielsen tilføjer, at folk også virker mættede af høje temperaturer.

- I starten var der virkelig mange på Bryggen. Nu virker det som om, de har forstået, at der også er en dag i morgen, siger han.

Folk sidder ellers tæt på den gulbrune græsplæne, hvor et par netop har foldet deres medbragte liggestole ud, og der er stadig travlt ved indgangen til havnebadet.

I skyggen

Mens størstedelen af Bryggens besøgende nyder vejret i direkte sol, har Hus forbi-sælger Frank Petersen trukket sin sorte labrador, Hermann, med sig ind i skyggen.

- Min hund har det virkelig varmt. Og når vi er udenfor døgnet rundt, bliver jeg nødt til at tænke på, hvor meget sol, vi får. Jeg er jo også rødhåret og har fregner. Men det er skønt med godt vejr, og lettere at være ude, siger han.

28-årige Sofie Gadegaard må modsat Frank Petersen opleve det meste af sommeren fra sin lejlighed på Islands Brygge.

- Hvis jeg ikke havde haft et barn, havde jeg nydt denne her fantastiske sommer meget mere, men jeg er nødt til at være inde mange timer om eftermiddagen, fordi min datter på 9 måneder ikke har godt af at komme for meget ud. Det ville have været perfekt med en altan, så jeg kunne være der, mens hun sover.

Barnevognen er parkeret ved en bænk, hvor Sofie Gadegaard har sat sig med veninden Anne-Mette Knudsen, der forsøger at få solhatten godt ned i panden på 9 måneder gamle Lily. Mens de (måske) tager tilløb til at købe en is.

- Jeg bruger simpelthen mange flere penge, når vejret er godt. Jeg bliver fristet af de steder, jeg kommer forbi, når jeg går rundt udenfor. Så skal jeg lige have en kaffe, og så skal jeg lige have en drink, siger Anne-Mette Knudsen.

For varmt til is

I ismobilen ved Bryggen fryder ismand Thomas Rasmussen sig over vejret. Selvom det ifølge ham altid er vejr til en is, kan de høje temperaturer godt mærkes på aftrækket.

- Lige nu har folk sommerferie, og turisterne fra Sydeuropa er ikke kommet nu. Alligevel har jeg allerede solgt mere end 200 is i dag, siger Thomas Rasmussen.

- Det stabile vejr har givet stabilt issalg. Jeg sælger også is i regnvejr, men i år er issalget steget med 50 procent her i butikken i forhold til sidste år.

Det kan dog også blive for varmt. Thomas Rasmussen, der har langet kræmmerhuse og bægre med kold flødeis over disken gennem otte somre, ser helst, at temperaturerne ligger under 25 grader.

- Folk spiser ikke så mange is, når det er meget varmt. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør de ikke.

Facebook
Twitter