Efter 6 måneder: 33-årig får sin kontanthjælp igen

Camilla Leth og hendes børn har levet uden kontanthjælp og sociale ydelser i seks måneder. Nu har Det Sociale Nævn omstødt Holbæk kommunes afgørelse.

Holbæk kommune har tabt endnu en sag i Det Sociale Nævn.

Det er den meget omtalte sag om 33-årige Camilla Leth fra Svinninge, som mistede såvel kontanthjælp som alle øvrige sociale ydelser, da Holbæk kommune anklagede hende for socialt bedrageri.

På baggrund af en anonym anmeldelse mente Holbæk kommune, at hun stadig levede sammen med sine børns far. Derfor fratog kommunen kontanthjælp og alle øvrige sociale ydelser til Camilla Leth, og man pålagde hende at tilbagebetale knap 424.000 kroner.

Camilla Leths klage over afgørelsen blev i første omgang afvist, fordi kommunen mente, den kom for sent. Dernæst indvilligede de alligevel i at genbehandle hendes sag, hvorefter hun i slutningen af november fik besked om, at kommunen fastholdt afgørelsen om, at hun ikke er enlig mor.

I den nye afgørelse lagde kommunen blandt andet vægt på, at der lå et gammelt foto af eksmanden på Camilla Leths facebookprofil.

Nu har Det Sociale Nævn imidlertid omstødt Holbæk kommunes afgørelse. Det betyder, at Camilla Leth igen får alle sine sociale ydelser og med tilbagevirkende kraft for den periode, hun ikke har modtaget nogen penge.

Det skal fejres med en kage

- Det er så fantastisk, det kan slet ikke beskrives, siger Camilla Leth, da hun får beskeden om, at hun har vundet sagen.

Camilla Leth og hendes tre børn har de sidste seks måneder levet på familie og venners barmhjertighed, så nu skal afgørelsen fejres, når børnene komme hjem fra skole.

- Jeg tror, jeg vil gå til bageren og købe en kage. Pengene er jo ikke kommet endnu, så det bliver ikke det store, siger Camilla Leth. Både hun og børnene har været meget påvirkede af det pres, der har ligget på dem det sidste halve år.

Holbæk kommune taber mange sager i Det Sociale Nævn

Arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune Kasper Kyed tager afgørelsen til efterretning.

- Vi har modtaget tre afgørelser i dag fra Nævnet. Vi har vundet de to og tabt en. Nu vil vi nærlæse begrundelserne i sagerne og se, om vi kan tage ved lære af dem, siger han.

Holbæk kommune har i 2011 tabt 7 sager i Det Sociale Nævn. Væsentligt flere end de øvrige kommuner i regionen, som højst taber mellem en og to sager om året.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter