Efter år med fald: Syv dræbt i højresvingsulykker i år

De seneste ti år er antallet af højresvingsulykker faldet, men gode år efterfølges ofte af et år med flere dræbte.

Fokus har i mange år været på højresvingsulykkerne, og antallet er generelt faldet. Men i år har syv personer mistet livet i den type ulykke (arkivfoto) (Foto: Christian Liliendahl © Scanpix)

De såkaldte højresvingsulykker har i år kostet syv mennesker livet, mens to blev dræbt i alt i 2015 og 2014.

Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet, siger, at antallet af højresvingsulykker generelt er faldet de seneste ti år, men at enkelte år stikker ud.

- Vi kan se i statistikken, at vi har to til tre gode år, som er efterfulgt af nogle år, hvor man ser en stigning i antal dræbte, siger hun.

Der har de senere år været flere tiltag for at få antallet af ulykker ned. Sidste år er der eksempelvis blevet etableret såkaldte cykelbokse.

Boksene er en malet firkant, der ligger som afslutningen på en cykelsti frem mod et lyskryds. Her kan cyklisterne placere sig foran de biler, der skal dreje til højre, og de er dermed mere synlige.

- Vi skal til at evaluere cykelboksene. Indtil videre har der ikke været nogle ulykker i de kryds, siger Marianne Foldberg Steffensen.

En af årets ulykker skal torsdag behandles i Københavns Byret. Her risikerer en lastbilchauffør at få en bøde og en betinget frakendelse af kørekortet.

Ulykken skete i marts, hvor en kvindelig cyklist dræbt, da en lastvogn ramte hende i et kryds i Dragør.

/ritzau/