Efter angreb på danske universiteter: Iranske hackere er blandt verdens bedste

Danske kemi-forskere er formentligt ofre for den iranske revolutionsgardes hacker-brigade.

Den iranske revolutionsgarde under en tidligere mindeparade for Iran-Irak krigen. Hackere tilknyttet garden menes at stå bag angreb, der også ramte danske universiteter. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Det handler om forskning for milliarder. Konkret viden, der blandt andet kan bruges til at give industrien i fremmede stater et forspring.

Det er motivet bag det globale hackerangreb, der også har ramt forskere ved danske universiteter med speciale i økonomi, sundhed, kemi, fysik, geologi, miljø og transport, fortæller Mikkel Storm Jensen, major og analytiker ved Forsvarsakademiet

- Enten vil man snyde og anvende resultaterne i egen industri. Eller også skal resultaterne slet og ret sælges videre til højestbydende.

Danskere også angrebet

Det er store værdier, der er tale om.

Fredag offentliggjorde Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, at danske universiteter højst sandsynligt har været udsat for et såkaldt ‘spear phishing’-hackerangreb.

Bag angrebet står en såkaldt fremmed aktør, der ifølge Mikkel Storm Jensen meget vel kan være Iran.

- Ifølge et anklageskrift fra USA er der tale om hackere med tilknytning til Den Islamiske Revolutionsgarde (en del af Irans væbnede styrker, red.), der har stjålet videnskabelige resultater for 3,6 milliarder dollar, siger Mikkel Storm Jensen.

Blandt verdens bedste

Netop iranske hackere organiseret under landets væbnede styrker er blandt verdens bedste.

- Iranerne har været meget aktive i cyberdomænet i mange år. De har tidligere gennemført angreb på både amerikanske banker og saudiarabiske oliefirmaers computere, forklarer majoren, der konstaterer, at Iran er blandt de store spillere på verdensplan hvad angår både spionage og angreb.

Selv om hackerne bliver direkte anklaget af USA, forventer Mikkel Storm Jensen ikke den store konsekvens.

- De bliver næppe udleveret af Iran til USA. Det eneste, de risikerer, er nok, at de ikke skal regne med at kunne holde ferie i Florida for fremtiden, siger Mikkel Storm Jensen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk