Efter anklage om en 'glidende hånd op ad inderlår': Rystede støttepartier kræver handling fra S

Radikale og Enhedslisten kalder anklagerne mod Frank Jensen for 'et udtryk for ekstremt magtmisbrug'.

'Der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer. Den har jeg i høj grad selv været en del af, skrev Københavns overborgmester, Frank Jensen, på Facebook fredag aften efter de nye beskyldninger kom frem. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

Efter beskyldninger om at Københavns overborgmester Frank Jensen har krænket en den dengang 23-årige ansat, kræver flere partier på rådhuset handling fra Socialdemokratiet.

Gruppeformanden for Radikale Venstre på Københavns Rådhus, Mette Annelie Rasmussen, efterlyser, at Socialdemokratiet kommer på banen i denne her sag.

- Jeg er rystet over de anklager, der er er kommet frem om overborgmesteren. Det kalder på handling på rådhuset og i Socialdemokratiet.

Også rådhusets næststørste parti Enhedslisten kræver en udmelding fra Socialdemokratiet ovenpå dagens anklager. Det siger partiets gruppeformand på rådhuset Karina Vestergård Madsen.

- Jeg synes, det er en helt uacceptabel opførsel og et ekstremt udtryk for magtmisbrug. Jeg forventer, at Socialdemokratiet går ind og forholder sig til anklagerne - og tager handling på, hvad der skal ske nu, siger hun.

Maria Gudme, der er medlem for Socialdemokratiet i regionsrådet i Region Hovedstaden, står frem og fortæller, at Frank Jensen krænkede hende på en bar i 2012, da hun var ansat som organisationssekretær i Socialdemokratiet i København.

Støttepartier afventer

For selvom både Radikale Venstre og Enhedslisten har mulighed for at rykke ved Frank Jensens position som overborgmester, hvis de ikke længere har tillid til ham, så mener begge gruppeformænd, at det er en beslutning, som Socialdemokraterne må træffe.

- Jeg vil rigtig gerne høre, hvad Socialdemokratiet, statsministeren og socialdemokraterne på rådhuset mener om det her, og så må de håndtere det internt - Og så må socialdemokraterne jo gøre op med sig selv, hvad det er for et parti, de gerne vil være, siger de radikales Mette Annelie Rasmussen.

'Jeg vil gerne tage fat i en undersøgelse af sexisme på Københavns Rådhus både i forhold til politikerne og de ansatte,' siger Mette Annelie Rasmussen. (Foto: Philip Davali © Philip Davali)

Derfor ønsker hun heller ikke at tage stilling til, om Radikale Venstre i København stadig har tillid til Frank Jensen som overborgmester.

- Den del vil jeg overlade til socialdemokraterne, siger hun.

Det samme mener Enhedslistens Karin Vestergård Madsen, der understreger, at det er partiets eget ansvar at handle.

- Det her må først og fremmest være Socialdemokratiet, der er deres ansvar voksent og forholder sig til, hvem det er, de har placeret som overborgmester i København. Det kan man ikke skyde fra sig og så sidde og vente på, at andre partier tager det ansvar på sig.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet, der henviser til partiets partisekretær Jan Juul Christensen. Han har ikke haft mulighed for at stille op til interview.

Anklaget før

Det er ikke første gang, Frank Jensen bliver beskyldt for at krænke kvinder. Både i 2004 og 2011 blev Frank Jensen offentligt omtalt i to sager om sin opførsel over for adskillige yngre kvinder.

Frank Jensen afviser at stille op til interview med DR Nyheder, men han skriver på Facebook, at han er "forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel."

- Det vil jeg først og fremmest sige undskyld for. Der har været en usund kultur, blandt andet i mange politiske miljøer. Den har jeg i høj grad selv været en del af, skriver han blandt andet.

Du kan læse hele overborgmesterens opslag her.

Kræver undersøgelse

Både Enhedslisten, De Radikale og Socialdemokratiet genkender billedet af, at der generelt er en sexistisk kultur på Københavns Rådhus.

Gruppeformanden for De Radikale mener, at den bedste måde at komme problemerne til livs er at få undersøgt, hvor stort problemet egentligt er. Derfor vil de sammen med resten af Borgerrepræsentationen sætte gang i en undersøgelse af sexisme.

- Jeg vil gerne tage fat i en undersøgelse af sexisme på Københavns Rådhus både i forhold til politikerne og de ansatte, siger Mette Annelie Rasmussen.

For det skal være trygt at gå på arbejde for både ansatte og politikere, siger Enhedslistens gruppeformand.

- Det, der er væsentligt for Enhedslisten, er, at politikere kan udføre deres arbejde uden krænkelser. Det gælder både for overborgmesteren og for alle andre. For der er et problem med sexisme på Københavns Rådhus, siger hun.

Også Socialdemokratiets gruppeformand i København, Lars Weiss, mener, at det er behov for denne her undersøgelse.

- Jeg har selv et par gange oplevet noget, der er gået over grænsen i løbet af de 11 år, jeg har siddet på Rådhuset. Den ene gang har der været tale om sprogbruget. Den anden gang har det handlet om fysisk berøring, fortæller han.

Lars Weiss har ikke ønsket at kommentere anklagerne mod Frank Jensen, eller om partiet fortsat har tillid til Frank Jensen som overborgmester.

Facebook
Twitter