Efter Carl Holst-sagen: Region vil beskytte medarbejdere mod aggressive journalister

Journalisterne har blandt andet opsøgt en medarbejder i regionen på dennes privatadresse.

Nogle journalister har været for agressive i jagten på nye informationer i Carl Holst-sagen og derfor vil Region Syddanmark ikke længere udlevere medarbejdernes navne og numre. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Region Syddanmark vil nu passe særlig godt på, at medarbejdernes kontaktoplysninger ikke kommer frem, efter at journalisterne er gået for vidt i Carl Holst-sagen (V).

Det sker efter, at en medarbejder er blevet opsøgt på sin privatadresse af en journalist. Det fortæller regionsdirektør i Region Syddanmark Jane Kraglund.

- Så vidt det overhovedet er muligt, vil vi skærme oplysninger omkring medarbejderes navne, som gør, at det er mere vanskeligt at tage kontakt til vores medarbejdere for at få oplysninger. Vores medarbejdere er meget meget berørte af den situation, der er kommet, siger hun til DR Syd.

Ifølge Jane Kraglund har mange journalister har forsøgt at få nye oplysninger ad omveje - som at kontakte medarbejdere, der ikke har haft noget med sagen at gøre.

I regionen vil man derfor ikke længere give navne og numre på medarbejdere, der ikke har haft nogen rolle i sagen. Jane Kraglund ærgrer sig over, at der er brug for at skærme medarbejderne.

- Det er meget beklageligt. Jeg synes jo, at der allerede er så mange muligheder for at skaffe sig kommentarer i det system, der allerede findes. Man kan bede om aktindsigt, og man er også velkommen til at ringe til de involverede ledere, siger Jane Kraglund.