Efter dage med togstrejke: DSB og Dansk Jernbaneforbund begraver stridsøksen

Det er håb for landets trængte togpassagerer, efter at parterne i togstrid har genoptaget forhandlingerne.

Underdirektør i DSB, Poul Genzøe-Enemark (tv), samt formand for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, begraver stridsøksen. (Foto: DR Nyheder)

Arbejdsretten bestemte i dag, at morgenens strejker i den offentlige skinnetrafik var overenskomststridig. Derfor skal Dansk Jernbaneforbund betale en såkaldt skærpet bod.

Men det var ikke det eneste, der kom ud af mødet mellem DSB’s ledelse samt formanden for Dansk Jernbaneforbund, hvis medlemmer nedlagde arbejdet.

Parterne har nu aftalt at begrave stridsøksen og genoptage forhandlingerne, så arbejdskampen ikke skal gå ud over tusindvis af rejsende i den kollektive trafik.

- Det, som er positivt, synes jeg, er, at vi har snakket sammen og er blevet enige om at begrave stridsøksen. Nu vil vi i fællesskab arbejde for, at tingene bliver normaliseret. Vi har et forhandlingsmøde på tirsdag, som vi ser frem til, siger underdirektør i DSB Poul Genzøe-Enemark.

Vil finde en fælles vej

Han får opbakning fra Dansk Jernbaneforbund, der forhandler på vegne af det strejkende togpersonale.

- Lad os få begravet stridsøksen og se frem. Nu taler DSB's ledelse og Dansk Jernbaneforbund sammen sideløbende med, at vi får set på det med arbejdstiden. Vi må se, om vi kan finde en fælles vej, for ingen er tjent med det her, siger Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund.

I de seneste dage har talrige tog holdt stille, og passagerer i tusindtal er blevet forsinkede på grund af en arbejdsretlig uoverensstemmelse mellem DSB og togførerne. Striden handler om togpersonalets arbejdsvilkår, efter at DSB har tegnet overenskomst med Dansk Industri i stedet for staten.

Julefred på danske skinner

Parterne fortæller samstemmende, at passagererne fra nu af kan regne med julefred på skinnerne.

- Jeg tager selv toget hjem til jul. Der kommer ikke nogen arbejdsnedlæggelser. Skal vi have reelle forhandlinger nu er det vigtigt, at der kommer ro. DSB har heller ikke for vane at have arbejdsnedlæggelser. Faktisk plejer vi at have en drift, der er upåklagelig. Så jeg tror, vi kommer tilbage til de oprindelige forhold nu, hvor man kan regne med tog til tiden, siger underdirektør Poul Genzøe-Enemark.

Dansk Jernbaneforbund opfordrer nu sine medlemmer til at indstille arbejdsnedlæggelserne.

- Jeg vil ikke garantere, at alt går glat indtil jul. Men jeg vil gerne garantere, at vi siger til medlemmerne, at nu forhandler vi vilkårene. Mens vi gør det, så vil vi gerne have ro, siger Henrik Horup.

Facebook
Twitter