Efter dødsfald på motorvej: Mand kræves fængslet for drab

Den sigtede bliver fremstillet i grundlovsforhør senere i dag.

I forbindelse med en 28-årig mands død på Holbækmotorvejen sent i aftes kræves en mand fængslet.

Han er sigtet for drab, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Derudover er politiet ganske fåmælt.

- Det eneste, jeg kan sige lige nu er, at en mand vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup klokken 13.15. Han er sigtet for manddrab og bliver begæret varetægtsfængslet, og vi begærer også lukkede døre, siger Lars Andersen, der er kommunikationsmedarbejder hos Københavns Vestegns Politi, til DR.

Ramt af bil i høj fart

Den 28-årige mand blev dræbt på stedet sent i aftes, da han gik på Holbækmotorvejen ved Vallensbæk og blev ramt af en bil i høj fart.

En 30-årig mand, der var sammen med den afdøde, blev anholdt, oplyste vagtchef ved Københavns Vestegns Politi, Thomas Christensen, i nat.

- Han er blevet ramt af en bil, der har kørt ved normal motorvejshastighed - altså nok omkring 110 kilometer i timen, sagde han til Ritzau.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 22.56 og afspærrede motorvejen i flere timer.

Facebook
Twitter