Efter DR-afsløring: EU vil slå ned på momssvindel og terrorfinansiering

EU-kommission foreslår lov, der skal standse momssvindel for milliarder af kroner.

Terrormistænkt dansk statsborger, anholdt i Spanien i sag om momssvindel og terrorfinansiering samt rekruttering af hellige krigere til Syrien. (Foto: © (Foto: DR Dokumentar ©))

I et arresthus i Spanien sidder en 40-årig mand fra Østerbro i København. Hans sag er direkte medvirkende til, at EU-kommissionen nu vil ændre moms- og skattelovgivningen i samtlige medlemslande i unionen.

Den 40-årige dansker blev anholdt i Spanien i juni i år efter at DR i samarbejde med Jyllands-Posten i dokumentaren ”Terroristen der fik frit lejde” afslørede, hvordan danske og spanske islamister gennem flere år stod bag omfattende momssvindel i Danmark.

Manden er nu sigtet for terrorfinansiering ved svindel for i alt 59 millioner kroner med blandt andet moms.

Der forsvinder 372 milliarder om året

De 59 millioner kroner er en lille dråbe i det hav af penge, der hvert år forsvinder fra EU-landenes statskasser i forbindelse med momssvindel. Ifølge EU-kommissionen bliver der hvert år svindlet for 372 milliarder kroner i hele EU-området.

Nu fremlægger kommissionen et forslag, der skal forhindre den omfattende momssvindel i EU.

- Pengene bliver stjålet fra vores europæiske medlemslande. De penge kunne være blevet brugt på at styrke den økonomiske vækst, på at bygge skoler, på at bygge hospitaler, siger EU’s kommissær på skatteområdet Pierre Moscovici.

EU-kommissæren fortalte ved en tale i september, at det var noget af en øjenåbner for ham, at momssvindel også bruges til terrorfinansiering.

Danske firmaer har finansieret terrorisme

- De fremragende dokumentarfilm viser, hvordan danske statsborgere har været i stand til at bruge momssvindel til at finansiere jihadister. Så sent som i juni meddelte de spanske myndigheder, at de havde anholdt en mand, der angiveligt er indblandet i et netværk af danske firmaer, der har finansieret terrorisme via momssvindel og rekrutteret jihadister til IS, sagde EU-kommissær Pierre Moscovici.

- Jeg ville gerne se tilsvarende dokumentarfilm fra de øvrige EU-lande, for jeg er sikker på, at problemet ikke alene er dansk, selvfølgelig.

- Vi kan ikke leve med, at offentlige penge ender i lommerne på kriminelle. Og vi kan naturligvis slet ikke leve med, at de her penge ender i lommerne på folk, der finansierer terrorisme, sagde EU-kommissær Pierre Moscovici.

Forslag skal stoppe svindelhul

Forslaget der skal dæmme op for svindlen er netop blevet fremlagt og bliver nu sendt videre til EU-medlemslandene og til EU-parlamentet.

Forslaget rummer en omfattende revidering af de eksisterende love på området. Først og fremmest skal der fremover betales moms ved eksport henover grænserne i EU.

Det gør man ikke i dag. Netop derfor er det muligt for svindlere at importere varer uden moms, sælge dem videre med moms – og stjæle momsen i stedet for at indbetale den til statskassen.

Med det nye forslag vil denne form for svindel ikke længere være mulig.

Jihadister indsat som direktører

DR og Jyllands-Posten har afsløret, hvordan et omfattende netværk af spanske islamister blev sendt til Danmark og indsat som direktører i firmaer, der er blevet brugt til svindel med blandt andet moms og afgifter.

I forbindelse med anholdelsen i juni af den danske statsborger fortalte de spanske myndigheder, at de i forbindelse med efterforskningen har udpeget 24 selskaber, hvor der i alt er mistanke om svindel for mere end 59 millioner kroner.

Efterforskningen i Spanien er sket i samarbejde mellem spanske myndigheder, Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark, den marokkanske efterretningstjeneste, DGST og Europol.

I Danmark er svindelsagen efterforsket af Vestegnens Politi under kodenavnet FROZEN.

Ifølge ministeriets pressemeddelelse har spansk politi siden 2012 overvåget gruppen. Adskillige mænd fra Melilla er – på trods af, at de ikke havde den mindste økonomiske uddannelse – rejst til Danmark for at fungere som direktører i forskellige virksomheder.

Dom i sag om svindel for 85 millioner kroner

I slutningen af september faldt der i København dom i en sag om momssvindel for 85 millioner kroner.

I flere af de selskaber, der indgik i denne svindel, var direktørerne spanske jihadister. De var kortvarigt flyttet til Danmark og havde fået dansk adresse, cpr-nummer og NemID.

Disse oplysninger blev misbrugt til at indsætte jihadisterne som direktører i svindelfirmaer.

Den dansk-spanske sag om terrorfinansiering er tæt forbundet til en svensk sag, hvor der er svindlet for 80 millioner kroner med mobiltelefoner. Også her er der mistanke om, at pengene er gået til finansiering af terror.