Efter Fie Laursens konkurrence: Forbrugervagthund vil sidestille plastikkirurgi med smøger og kviklån

En omstridt bloggerkonkurrence har fundet en vinder af en valgfri skønhedsoperation.

Influenceren Fie Laursen (tv.) poserer i forbindelse med en bogsignering i Arnold Busck i 2017. Hun anklages for at reklamere for kosmetiske indgreb i forbindelse med en konkurrence på det sociale medie Instagram. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Fie Laursen har lagt sig ud med de norske myndigheder og skabt debat om grænserne for reklame for kosmetiske indgreb.

I en Instagram-konkurrence har den 23-årige blogger nemlig udloddet en valgfri skønhedsoperation på en klinik i Tyrkiet, hvor hun selv har fået lavet en 'brazilian butt lift'.

Det fremgår af hendes Instagram-profil, at hun er 'ambassadør' for Clinic Mono, den tyrkiske skønhedsklinik, hvor hun selv har fået et nedslag i prisen ved at give sine 324.000 følgere en rabatkode på ti procent.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler nu et totalforbud mod reklamer for kosmetiske operationer:

- Reklamer, og især konkurrencer, er en særlig stærk måde at lokke svage sjæle til at gøre noget uden at overveje, hvilke risici der er forbundet med det. Det er ikke noget, vi skal lokkes til, det er noget, vi skal tage en moden overvejelse om med faglig rådgivning, mener Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Han sammenligner forslaget med de eksisterende begrænsninger for tobaksreklamer - og snart kviklån - i det offentlige rum.

- Man har også vedtaget, at der kommer begrænsninger for kviklånsreklamer. Tingene bliver ikke forbudt, men der er grænser for, hvordan man skal lokke folk ud i noget, der er risici forbundet med, siger Vagn Jelsøe.

Konkurrence granskes af myndigheder

Herhjemme er Styrelsen for Patientsikkerhed ved at undersøge, om Fie Laursens reklamer overtræder loven om markedsføring af sundhedsydelser.

Hvis det ikke er tilfældet, er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) villig til ændre lovgivningen:

- Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed kommer frem til, at der er et hul i loven, vil jeg se på, om den skal laves om, siger ministeren til Politiken.

Radikale, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet er åbne for at drøfte et totalforbud.

I Norge har myndighederne afgjort, at Fie Laursen overtræder markedsføringsloven. Derfor har Forbrukertilsynet bedt Fie Laursen om at stoppe kampagnen i Norge og fjerne alle opslag.

Det er den danske influencer noget uforstående over for:

- I Danmark, hvor jeg er fra og bor, er det at poste om plastikkirurgi lige så normalt som at poste et foto af sin frokost, har hun skrevet til det norske medie NRK.

Ifølge Politikens oplysninger er Fie Laursen blevet udbedt et svar senest i morgen den 17. januar.

20-årige blogger Fie Laursen, i anledning af selvbiografien Min Ærlighed. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)

Vinder har allerede været under kniven

Det er særligt Fie Laursens mange unge følgere, som politikere og fagpersoner er bekymrede for.

Selv påpeger hun over for B.T., at opslagene om skønhedsoperationer ikke er relevante for unge under 18, da de ikke kan få lavet de kosmetiske operationer.

Konkurrencens vinder blev den 21-årige Mathilde Saurmilch fra Aarhus, der har fået foretaget bryst- og næseoperationer.

Hun anerkender kritikken af, at Fie Laursen ikke oplyser om risikoen ved plastikkirugi:

- Selvfølgelig skal folk have at vide, at der er bivirkninger, så det burde hun nok have oplyst om, siger Mathilde Saurmilch til B.T.

'Fie Laursen' er blandt danskernes hyppigste søgninger på Google i 2019, og hun har også en YouTube-kanal med 157.000 følgere.

Rettelse: Vagn Jelsøes opfordring til at tage en læge med på råd er ændret til 'faglig rådgivning'.