Efter flere nepotisme-sager i Forsvaret: Nu skal forfremmelser være mere gennemsigtige

Forsvaret ændrer systemet for forfremmelser af officerer og topchefer.

Forsvaret vil gøre op med myter om kammerateri og nepotisme og ændrer derfor systemet for forfremmelser til militærets øverste poster. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Forsvaret vil gøre op med rygter og korridorsnak om, hvem der får de fede stillinger. Derfor indfører Forsvarsministeriet nu et nyt jobsystem for militærets øverste officerer.

Ændringen kommer i kølvandet på flere nepotisme-sager. Blandt andet mod den tidligere hærchef H.C. Mathiesen, der er sigtet for at fremme sin samlevers karriere.

Det nye chefbemandingssystem skal skabe mere gennemsigtighed og medvirke til, at vennetjenester og private bekendtskaber ikke kan udløse spekulationer om, hvem der bliver forfremmet.

- Gennem de seneste år har der været mange myter om, at ansættelser på højt niveau i Forsvaret handler om, hvem man er gode venner med, og hvilket kammeratskab man har. Det vil jeg gerne gøre op med, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Indfører bruttotrup af særligt egnede

Det nye bemandingssystem består af to dele. For det første skal officerer eller chefer, der ønsker at gøre karriere i toppen af Forsvaret, vurderes og findes egnede til at komme i en chefpulje af særligt egnede.

Chefpuljen bliver en slags bruttotrup over Forsvarets fremtidige ledere på de øverste niveauer.

Hvis man bliver vurderet og fundet egnet til at indgå i bruttotruppen som officer, får man adgang til at søge de ledige topstillinger. Det er stillinger, der svarer til en rang af oberst i hæren eller flyvevåbnet og kommandør i søværnet.

For det andet bliver alle topstillingerne tidsbegrænsede til i første omgang fire år, men med mulighed for forlængelse.

Slut med at 'hvile på laurbærrene'

Det skal ifølge Forsvarsministeriet 'motivere den enkelte til kontinuerlig udvikling'.

- Man kan ikke bare hvile på laurbærrene og sige, 'nu har jeg så og så mange stjerner på skuldrene', og så er der ikke nogen grund til at gøre sig umage. Det er det væsentlige argument, for at vi laver åremålsansættelser, siger forsvarsministeren.

Forsvarschef Bjørn Bisserup fortæller, at systemet i dag gør det muligt at blive siddende i en høj stilling uden forstyrrelser - indtil pensionen.

- Der er behov for dynamik. Vi har behov for, at vi ikke alle sidder i stillingerne i ubegrænset tid. Det er godt for den enkelte og godt for Forsvaret som organisation, siger general Bjørn Bisserup.

I klippet her forklarer forsvarschef Bjørn Bisserup, hvorfor det er en god ide at officerer kun skal indtage posten i et begrænset tidsrum.

Afviser sammenhæng til hærchef

Den nye opskrift for forfremmelser følger efter en stor nepotisme-sag, der blev afsløret af forsvarsmediet Olfi. I sagen er tidligere hærchef H.C. Mathiesen under efterforskning for at have tilgodeset sin samlever, der selv var ansat i militæret.

Der er endnu ikke rejst tiltale i sagen.

- Den konkrete sag har ikke noget med det her at gøre. Men den var selvfølgelig med til at sætte yderligere fokus på det. Det ville være løgn at påstå andet, siger forsvarschef Bjørn Bisserup.

Hverken forsvarschef Bjørn Bisserup eller Trine Bramsen vurderer, at det nye forfremmelses-system havde bremset det påståede misbrug i hærchef-sagen.

- Det her system ville ikke have gjort en forskel i den sag. Men jeg tror, at den samlede fortælling om Forsvaret, hvor man tror, at man rekrutterer ud fra, hvem man kender, og hvem der er den næste i køen, det kan vi gøre op med ved hjælp af dette, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

- Jeg kan ikke stå her og love, at noget tilsvarende aldrig vil komme op igen. Men det vil skabe mere gennemsigtighed, siger general Bjørn Bisserup.

I videoen her forklarer forsvarsminister Trine Bramsen (S), hvorfor man indfører det nye system.