Skal elever se tegninger af profeten Muhammed?
Det spørgsmål splitter undervisere i samfundsfag på de gymnasiale uddannelser, efter en fransk historielærer ved navn Samuel Paty i sidste uge blev dræbt ved halshugning -angiveligt efter han havde vist tegninger af profeten Muhammed i sin undervisning.
For bør undervisere være bange for at vise tegninger af profeten i undervisning om ytringsfrihed?
DR Nyheder har spurgt 583 undervisere i samfundsfag på de gymnasiale uddannelser, om de selv viser tegninger af profeten, og om de er bekymret for deres sikkerhed, hvis de gør det. Det har 277 undervisere svaret på.
Knap halvdelen af underviserne siger, at de har vist tegningerne. Den anden halvdel har ikke.
Flere vil droppe tegningerne
Halshugningen af en skolelærer i Frankrig er ikke gået ubemærket hen hos de danske lærere.
43 undervisere siger, at de i nogen eller høj grad er bekymrede for deres egen sikkerhed, hvis de viser tegninger af profeten. 75 er lidt bekymrede for deres sikkerhed, mens de fleste undervisere dog ikke frygter noget.
- Jeg har ikke tidligere tænkt, at det var farligt at vise tegningerne, men jeg vil nok fremover være mere tilbageholdende. Det i sig selv er stærkt bekymrende, skriver en lærer.
Efter drabet i Frankrig er der 27 lærere, der ikke vil vise tegninger af profeten Muhammed til eleverne i fremtiden. 62 undervisere er i tvivl om, hvad de vil gøre fremover.
- Det er voldsomt skræmmende. Og kan virkelig godt give ondt i maven i forhold til de reaktioner, man måske kunne have risikeret. Og jeg er ærlig talt i tvivl om, hvad jeg gør fremadrettet i forhold til tegningerne, forklarer en lærer.
Men mange lærere nægter også at lade sig skræmme. 174 siger, at de vil vise tegninger af profeten Muhammed i undervisningen, hvis de synes, at det er relevant.
'Vi skal ikke have berøringsangst'
Holdningen til visning af tegninger i undervisningen er dog anderledes klar fra formanden for Foreningen af lærere i samfundsfag, Linda Bettina Petersen.
- Det synes jeg som udgangspunkt, at man skal, når det giver mening i undervisningen. Vi skal ikke have berøringsangst over for noget, mener hun.
Undervisere holder igen med at vise tegninger
En af årsagerne til ikke at vise tegninger er blandt andet, at mange lærere vil undgå at støde eller provokere eleverne.
- Jeg ønsker ikke at støde mine muslimske elever. Jeg kan sagtens undervise om ytringsfrihed uden at vise billedet, oplyser en samfundsfagslærer til DR.
Det forhindrer dog ikke lærerne i at tage debatten om tegningerne med eleverne, forklarer mange.
- Har aldrig vist muhammedtegningerne i forbindelse med min undervisning i samfundsfag, men jeg har omtalt dem og diskuteret dem, oplyser en lærer.