Efter kemikaliefund: Butikker dropper salg af squishies helt

Skumlegetøjet squishies trækkes tilbage fra BR, Toys'r'Us og en række dagligvarebutikker, fordi de er skadelige for børn.

Skumlegetøjet Cat Burger, der forhandles via wish.com er blandt de 12 squishies, der indeholder for mange kemikalier. Miljø- og Fødevareministeriet (Foto: Miljø- og Fødevareministeriet)

Top-Toy, der har BR og Toys'r'Us i Danmark, stopper med at sælge squishies i alle koncernens butikker i hele Norden.

Det oplyser Top-Toys i en pressemeddelelse, efter at Miljøstyrelsen har konstateret, at der er farlig kemi i 12 testede udgaver af det populære skumlegetøj.

- Vi informerede straks alle vores butikker om at stoppe salget af alle former for squishies, oplyser Top-Toy.

Koncernen blev kontaktet af Miljøstyrelsen om undersøgelsens resultater i går eftermiddag. Miljøstyrelsens undersøgelse viste, at én af de testede 12 squishies var solgt i Top-Toys forretninger.

Også Salling Group, der ejer Føtex, Bilka og Netto, stopper salget af skumlegetøjet i alle koncernens butikker. En af de 12 testede produkter er solgt i Salings butikker.

- For en sikkerheds skyld har vi fra i dag stoppet salg af alle typer squishies – også dem, der ikke er blevet testet, siger Kasper Riggelsen, der er presseansvarlig i Salling Group.

Koncernen har selv haft testet de populære skumlegetøjsfigurer, men ifølge Kasper Riggelsen gav ingen af testene anledning til, at salget skulle stoppes.

- Miljøstyrelsen har undersøgt afgasning af kemikalier, da de testede squishies. Det er måske et fokus, som vi skulle have været endnu bedre til i vores test, det kan jeg ikke afvise, siger han.

Pengene tilbage

Salling Group opfordrer deres kunder til at bortskaffe legetøjet eller komme ned i butikkerne og få pengene tilbage, hvis man føler sig utryg ved dem.

- Vi kommer ikke til at sælge dem igen, før vi har vished for, at de overholder alle regler. Vi ser med stor alvor på det her, sige Kasper Riggelsen.

Også hos Top-Toy kan man få pengene tilbage, hvis man er blevet utryg ved hjemmets squishies.

Minister: Helt uacceptabelt

De 12 udgaver af squishies afgav i en test 'alt for mange skadelige stoffer' og er direkte skadelige for børn, oplyser Miljø- og Fødevareministerietministeriet.

- Det er helt uacceptabelt, at der sælges legetøj, som kan skade børn. Det er branchens ansvar, at de produkter, de sælger, er lovlige og fri for skadelig kemi, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

- I dette tilfælde er der tale om alvorlige overtrædelser, hvor børn indånder stoffer, der kan være slimhindeirriterende og på sigt skade forplantningsevnen og leveren.

De 12 testede produkter bliver nu sendt til Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som skal sikre, at de fjernes fra hylderne, og vurdere, om der er grundlag for en politianmeldelse.

Miljøstyrelsen anbefaler, at man bortskaffer alle squishies i hjemmet og undlader at købe nye.

Facebook
Twitter