Efter krænkede mænd stod frem: Kvinder med magt eller status begår også overgreb

Flere bør stå frem og fortælle åbent om seksuelle krænkelser begået af kvinder, opfordrer sexolog.

Mandlige ofre for seksuelle overgreb risikerer latterliggørelse, hvis de står frem, forklarer sexolog Jakob Olrik.

Det er ikke kun mænd i magtfulde positioner, der begår krænkelser. Også kvinder med indflydelse og status begår overgreb eller krænker det modsatte køn seksuelt.

Der er dog den store forskel, at de krænkede mænd kun yderst sjældent brokker sig eller anmelder det. Det vil medføre øjeblikkelig latterliggørelse og offentlig kastration i overført betydning. Derfor hører vi aldrig om det.

Sådan lyder tolkningen fra sexolog og debattør Jakob Olrik, efter fem mænd uopfordret har henvendt sig til radioprogrammet Tværs og fortalt om seksuelle krænkelser begået af kvinder.

- Det er gennemgående i historierne, at kvinderne typisk er ældre end ofrene. Det læner sig lidt op ad det, der ofte er ved mænds krænkelser af kvinder. Altså at der er et status- eller magtforhold, som man ikke kan administrere, siger Jakob Olrik.

Officielle tal eksisterer ikke

Der findes ingen officielle tal for, hvor mange mænd, der har været udsat for seksuelle krænkelser eller overgreb begået af kvinder. Hverken Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet eller Center for Voldtægtsofre på Aarhus Universitetshospital ønsker at udtale sig.

Ifølge Jakob Olrik tyder de fem mænds historier dog på, at der findes et større antal krænkelser, man aldrig hører om.

- Der er mange mandlige identiteter, der bliver sat på spil og bliver spiddet, hvis man kommer som mand og siger, at man har været udsat for overgreb. Så er man jo en vattet mand, og det gør, at så få anmelder det eller går i behandling for det, siger Jakob Olrik.

Mænd henvendte sig selv

De fem mænd henvendte sig uopfordret til Tværs og DR, efter 24-årige Patrick for to uger siden fortalte, at han følte sig voldtaget af en kvinde.

En af dem, Lukas, fortalte, at han i en brandert vågnede ved, at hans penis var i munden på en fremmed kvinde, hvilket senere voldte ham mange kvaler i forhold til sin kæreste.

- Det her er jo et godt eksempel på, at vi jo bare skal vende den om. Var en ung kvinde vågnet ved, at to ældre mænd tog bukserne af hende og gav hende oralsex, var det et klokkeklart overgreb. Episoden har alle de klassiske træk - de er ældre, er i flertal, de er i en magtposition og ofret er ikke i stand til at sige fra, siger Jakob Olrik.

Sexolog: Stå frem og lav #hetoo-kampagne

Sexologen opfordrer til, at flere mænd står frem og taler åbent om krænkelser fra det modsatte køn i en slags #hetoo-bevægelse.

Ikke mindst for at tage et opgør med den ældgamle, men stadigt fremherskende, mande-identitet som et evigt seksuelt opstemt væsen, der ganske enkelt ikke er i stand til at blive taget mod sin vilje.

- Der er stadig en kamp, der skal kæmpes - først og fremmest af mændene selv. Vi skal stå frem og dele de oplevelser vi har. Så vi kan bryde nogle tabuer og sætte nogle dagsordener. Fordi vi stadig er tynget af fordommen om den glubske, liderlige mand, der aldrig kan styre sig, siger Jakob Olrik.

Facebook
Twitter