Efter kritik: Fødevareminister lover MRSA-eftersyn

Der skal gøres mere for at forhindre smitte med svine-MRSA fra dyr til mennesker, indrømmer fødevareminister efter kritik fra Statsrevisorerne.

Resistente MRSA-bakterier spreder sig fra svin som disse til mennesker, og kan give store problemer på landets sygehuse, hvor de resistente bakterier kan forhindre, at antibiotika virker på meget syge patienter. (© Colourbox)

I de seneste fem år har det danske fødevareministerium ikke gjort nok for at forhindre og bekæmpe spredningen af resistente svine-MRSA-bakterier fra de danske husdyrhold til mennesker.

Det mener Statsrevisorerne, som på baggrund af en ny beretning fra Rigsrevisionen sender en kritik mod Fødeministeriet for ikke at have 'arbejdet effektivt for at bremse forekomsten af husdyr-MRSA' og kalder indsatsen fra ministeriet 'utilfredsstillende'.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tager kritikken til sig og indrømmer, at ministeriet kunne gøre det bedre i forhold til at bekæmpe MRSA-smitte blandt danskerne.

- Jeg anerkender fuldt ud revisorernes kritik. Det her er et vanskeligt område at have med at gøre, men det er vigtigt, at vi får nedbragt smitterisikoen for MRSA, siger hun til DR Nyheder.

I Danmark er svine-MRSA blevet et stigende problem, fordi de resistente bakterier forlader staldene med de mennesker, som arbejder med grisene og spreder sig til befolkningen.

Det giver store udgifter på landets hospitaler, hvor alle MRSA-smittede skal isoleres for ikke at smitte andre patienter og dermed sætte deres helbred på spil, noget som også bliver kritiseret af Statsevisorerne.

Eva Kjer lover eftersyn af MRSA-forskning

Fødevareministeren mener, at rapporten rammer plet, når den påpeger, at særligt forskningsindsatsen i forhold til at finde ud af mere om MRSA-smitte, ikke har været på plads mellem Fødevareministeriet og Sundhedsministeriet.

- Der har ikke været ordentligt styr på ministeriets forskning i MRSA-initiativer. Det skal der rettes op på, og jeg har derfor igangsat et eftersyn af, hvordan Miljø- og Fødevareministeriet fremadrettet får optimeret bestilling, håndtering og formidling af forskning i hele organisationen, siger Eva Kjer Hansen (V) i en pressemeddelelse.

Det har tidligere fremgået af artiklen, at Statsrevisorerne har givet en hård kritik af Fødevareministeriet. Dette er ikke korrekt. Der er tale om en middel kritik.

DR Dokumentar vil de næste måneder kulegrave MRSA. Du kan følge med på Facebook her

Facebook
Twitter