Efter læk af brugerdata: Facebook skal stramme op og betale milliarder i bøde

Facebook skal betale, hvad der svarer til lige over 33 milliarder danske kroner.

Udover at betale milliarder i bøde skal Facebook også stramme op, når det kommer til brugernes persondata oplysninger. (Foto: LOIC VENANCE © Scanpix)

Det sociale medie Facebook er i dag blevet idømt en bøde på fem milliarder dollar for at bryde privatlivets fred.

Bøden kommer i kølvandet af sagen om Cambridge Analytica, hvor Facebook videregav oplysninger om 87 millioner brugeres data.

I danske kroner svarer bødens beløb til, at Facebook skal betale lige over 33 milliarder kroner.

Og selvom det kan lyde som et klækkeligt beløb, så kommer det næppe bag på Facebook, at de nu skal punge ud med milliarder. Tilbage i april kom det frem, at mediet allerede havde sat lige præcis fem milliarder dollar af til at betale bøden i deres regnskab.

Beløbet er heller ikke stort i forhold til, hvad Facebook omsætter for, lyder det fra DR's viden- og tech-analytiker, Carsten Nielsen:

- I forhold til hvad Facebook omsætter, svarer det bare til to måneders overskud eller mindre end én procent af, hvad virksomheden er værd. Det er stadig mange penge for Facebook, men det er ikke noget, de ikke kan overleve.

Det er de amerikanske handelsmyndigheder, Federal Trade Commission (FTC), og Facebook, der nu har indgået et forlig.

Det er den største bøde, som nogensinde er udstedt af de amerikanske handelsmyndigheder, og forliget dækker også over de sociale medier Instagram og WhatsApp, som også ejes af Facebook.

Ekstra øjne på Facebooks behandling af data

Men udover den milliardstore bøde har mediet også accepteret, at der fremover bliver holdt mere øje med, hvordan Facebook behandler brugernes persondata, og om de overholder reglerne.

Facebook skal blandt andet forme et nævn, som består af medlemmer, der er uafhængige af Facebook, og hvor medlemmerne ikke kan fyres af Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, alene. Det nævn skal så holde øje med, at Facebook overholder de ting, der er udstedt i forliget med FTC.

Mark Zuckerberg er grundlægger af Facebook, og han er stadig topchef for det sociale medie, der i dag har omkring to milliarder brugere verden over. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Facebook har allerede lovet at stramme op, men nu står det altså sort på hvidt, og derfor er der slet ingen vej udenom nu, forklarer Carsten Nielsen:

- De må ikke have lov til at lade data flyde helt så frit i forhold til en tredjepart – altså til alle dem, der udvikler apps og er inde under Facebook-paraplyen. Det var det, der var problemet i Cambridge Analytica-sagen.

I foråret 2018, efter sagen om Cambridge Analytica havde ramt avisforsiden over hele verden, var Mark Zuckerberg også allerede ude og sige, at mediet vil stramme op på mulighederne for at 'høste' brugeroplysninger.

Den dom, som Facebook i dag har fået, er derfor ikke noget, som vil ændre det store i forhold til selve brugen af mediet, lyder det fra analytikeren, da det i stor stil handler om, hvad der sker med vores data, når først vi har givet det videre til Facebook:

- Det vil stadig i vidt omfang være bundet op på vores personlige oplysninger, som vi afgiver til Facebook, og så får vi en hel masse kommercielle tilbud og ting, der dækker vores interesser tilbage.

'Facebook har overtrådt cirka alle regler'

Facebooks forretningsmodel er netop at bruge vores personlige data til at skabe forretning. Altså at få virksomheder til at købe sig ind i form af annoncer, som så kan målrettes de enkelte brugeres interesser.

Og derfor er mediets helt store opgave nu at finde balancen mellem, hvor langt Facebook kan gå uden at træde over stregen og ende i skandaler og store bøder som den, mediet i dag har fået, lyder det fra viden- og tech-analytikeren.

- Der var alt for løs håndtering af private data fra brugerne, og det har de så også lovet at rette op på, siger Carsten Nielsen.

- Problemet er, at Facebook har overtrådt cirka alle reglerne omkring, hvordan man skal beskytte brugerne og deres privatliv, og langt hen ad vejen er det også en tilståelsessag for Facebooks side.

Vil have en afskrækkende virkning

Selvom kritikere har kaldt bøden for et 'myggestik', i forhold til hvor lidt bøden fylder i Facebooks samlede økonomi, er det her alligevel en hård amerikansk straf til en virksomhed, som har indrømmet, at de ikke har godt nok styr på vores brugerdata, siger Carsten Nielsen.

Førhen har det nemlig især været de europæiske myndigheder, der har vist vejen og lagt op til at være benhård mod virksomheder, der har gjort som Facebook i denne sag, forklarer han.

- Nu har man altså set et eksempel i mange af de her virksomheders eget hjemland på, at de amerikanske myndigheder også er klar på at udstede ret store bøder, siger Carsten Nielsen.

- Det her forlig og den her store bøde til Facebook vil have afskrækkende virkning for andre virksomheder, der gør lidt af det samme – det her med at bruge vores personlige data til at skabe forretning.

Vil du gerne læse mere om, hvordan Cambridge Analytica-sagen forløb? Læs mere ved at klikke her.

Facebook
Twitter