Efter madskandaler: Forbrugere vil have mad fra lokalområdet

Danskerne har oplevet for mange madskandaler. Nu vil de i stedet have mad, der er produceret lokalt, fortæller professor.

(Foto: Julie Rosenkilde © DR Bornholm)

Store madskandaler, som den aktuelle hvor udenlandsk hestekød sælges som oksekød i frosne lasagner, forstærker en klar tendens hos danskerne: Vi vil i stigende grad have råvarer, der er produceret i vores eget lokalområde.

For når valget står mellem en oksesteg fra nabogården eller en ofte lidt billigere en af slagsen fra udlandet, så vælger flere og flere danskere den lokale udgave. Det fortæller Søren Askegaard, der er professor i forbrugeradfærd på Syddansk Universitet.

- Der har været mange fødevareskandaler. Og en del forbrugere har mistillid til den store fødevareindustri, siger han til DR Nyheder.

Ingen grund til mad fra Sydeuropa

- Dertil kommer, at der er en stigende interesse for gastronomisk produktkvalitet, fortsætter han.

En af dem, der allerede får de fleste af sine fødevarer fra lokale producenter, er Frederik Specht fra København.

- Jeg synes ikke, der er grund til at spise grøntsager, som er fragtet hele vejen herop fra Sydeuropa eller endnu længere, hvis man få maden produceret lokalt, siger han til DR Nyheder.

Supermarked med lokale fødevarer

Frederik Specht står ikke alene med sin holdning. I Præstø åbner Præstø Madmarked til maj - et madmarked, som har det primære formål at tilbyde så lokalt producerede fødevarer på hylderne som muligt.

- Det giver mening, at man spiser den mad, der er omkring en i stedet for at importere den fra udlandet i en dårligere kvalitet, siger Birgitte Escherich. Hun er direktør i Præstø Supermarked og regner med at åbne 40-45 supermarkeder over de næste fem år.

Også landmændene har lugtet lunten, forklarer Gustaf Højriis Boc. Han er chefkonsulent i Videnscenter for Landbrug. Ifølge ham viser godt 3000 landmænd i øjeblikket interesse for at afsætte deres varer lokalt, og flere vil komme til, mener han.

Facebook
Twitter