Efter massiv overbelægning på sygehuse: Nu kaldes tre ministre i samråd

På hver femte hospitalsafdeling var der i marts i år for mange patienter til for få senge.

Aalborg Universitetshospital er et af de steder, der har haft problemer med overbelægning. Her har der blandt andet måtte ligge tre patienter på stuer beregnet til to.

Alt for mange patienter til for få hospitalssenge har i årevis været et tilbagevendende problem på landets hospitaler. Særligt i årets første måneder. Det fortalte DR i sidste uge.

Problemet kulminerede i marts i år, hvor hver femte afdeling i gennemsnit havde flere patienter end sengepladser.

Og den problematik får nu Socialdemokratiet til at kalde både sundhedsministeren, ældreministeren samt børne- og socialministeren i samråd.

Socialdemokratiet ønsker blandt andet svar på, hvornår regeringen vil fremlægge en plan for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, der skal komme overbelægningen til livs. Det fortæller partiets politiske ordfører, Nicolai Wammen.

- Vi har ældre mennesker, der hver eneste dag og nat ligger på gangene under forhold, som man simpelthen ikke bør byde patienter i Danmark. Så nu siger vi til regeringen, at de må lægge deres bud på bordet for, hvordan vi gør noget ved det her, siger han.

Ifølge Socialdemokratiet har den efterspurgte plan været tre år undervejs. Den er en del af den sundhedsreform, der i forbindelse med den seneste tids overenskomstforhandlinger blev udskudt.

Der er dog allerede afsat midler til regionerne, der skal komme problemerne med overbelægning til livs. Det fortæller sundhedsminister Ellen Trane Nørby.

- De penge og de initiativer er ude og arbejde, og det tror jeg godt Socialdemokratiet ved. Men desværre er der stadig nogle problemer, der skal løses. Og derfor har vi som regeringen sagt, at vi efter sommerferien kommer til at tage nogle yderligere initiativer med en ny sundhedsreform, der skal styrke sundhedsvæsnet i Danmark, siger hun.

Ellen Trane Nørbys citat er tilføjet kl.18.34

Har du eller dine pårørende oplevet problemer med manglende sengepladser eller for travlt personale på landets hospitaler, så vil DR's velfærdsredaktion meget gerne høre fra dig. Skriv en mail til sulm@dr.dk