Efter MDMA-dødsfald: Lokale ildsjæle vil gøre det 'sejt at sige nej'

Politi og borgere i Dianalund mødtes i dag til borgermøde, efter at 16-årig døde i går.

Det skal være sejt at sige nej til stoffer. Det er budskabet fra en gruppe borgere i Dianalund. Foto: DR.

- Vi har været udsat for en tragisk episode. Én død ung er bare én for meget.

Ordene kommer fra Katja Kondas, der tidligere i dag var initiativtager til et borgermøde i Dianalund.

For det har sat sig dybe spor i lokalsamfundet, at en blot 16-årig dreng i går mistede livet efter at have indtaget stoffet MDMA.

Derfor mødte lokale ildsjæle op på det biblioteket i Dianalund for at starte en initiativgruppe, der skal forebygge problemer med stoffer i byen.

Formålet skal kort sagt være at gøre det "sejt at sige nej" til stofferne, fortæller Katja Kondas.

- Vi vil gerne som lokalsamfund gå sammen og være fælles om at forebygge, at vores unge havner i stofmisbrug, siger hun.

Katja Kondas har taget initiativ til den gruppe af lokale, der nu vil arbejde for at forebygge problemer med stoffer i Dianalund.

Hun tror, at den tragiske hændelse kan være med til at ændre på de unge i lokalområdets tilgang til stoffer.

- Jeg tænker, at når sådan noget sker, begynder man at reflektere. Vi skal smede, mens jernet er varmt, lyder det fra Katja Kondas.

Skal ændre indstillingen

En af dem, der er mødt op til borgermødet, er 22-årige Kia Roger Jensen. Hun tror på, at lokale initiativer kan være med til at gøre en forskel.

- Unge skal være bedre til at sige nej tak. Jeg er bekymret for de unge mennesker. Blandt andre min bror, som også lidt har været en del af det miljø. Det er vigtigt, man forebygger, så godt man kan, siger hun.

Ifølge Kia Roger Jensen skal indstillingen til stoffer ændres blandt de lokale unge.

- Jeg har altid sagt nej tak, og det har jeg aldrig haft et problem med. Man skal være bestemt fra starten og bedre til at påvirke hinanden. Det har vi været i min omgangsgruppe.

Kia Roger Jensen var mødt op til borgermøde i Dianalund.

Initiativtager Katja Kondas har mærket en stor opbakning til den nye gruppe efter gårsdagens dødsfald, fortæller hun.

- Siden jeg skrev på Facebook, at jeg syntes, vi skulle gøre noget, stå sammen og lave events for de unge, så har det taget en drejning. I går var der så mange, der kontaktede mig og gerne ville hjælpe.

Politi: Der er et problem

Også det lokale politi var mødt op til formiddagens borgermøde for at støtte initiativet og for at fortælle om de indsatser, der allerede findes.

- Vi synes, vi gør rigtig meget for at få fat på de unge mennesker. Men det er også vigtigt, at familie, venner og bekendte er med til at bakke op om de forebyggende initiativer, siger vicepolitiinspektør Allan Holm fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han mener generelt, det går den rigtige vej med kriminaliteten og forholdet til alkohol og stoffer blandt de unge i området. Men han understreger samtidig, at der er et problem med stoffer, der ikke er løst.

- Vi ved, at problemet eksisterer, og vi arbejder meget på at få fat på dem, der sælger det, og få forebygget, så der ikke er nogen, der har lyst til at eksperimentere med stoffer, lyder det fra Allan Holm.

To mænd på 18 og 19 år er blevet varetægtsfængslet efter dødsfaldet.

Facebook
Twitter