Efter nye tiltag: Sådan taler du med dit barn om coronavirus

Børnenes hverdag er nu drastisk forandret. Her er en række råd til at tale med børnene.

Hundredvis af danskere er nu smittet med coronavirus.

Det betyder, at regeringen har taget en række drastiske tiltag, som kommer til at påvirke alles hverdag.

Elever og studerende på offentlige ungdomsuddannelser og uddannelsesinstutioner sendes hjem fredag og 14 dage frem. Det samme sker med alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner.

Skoler og daginstitutioner lukker fra på mandag. Der etableres dog et nødberedskab, så børn alligevel kan passes. Og så lukker alle indendørs kulturinstitutioner og fritidstilbud.

Det skaber ganske givet bekymrede miner hos mange - også hos børn.

Derfor får du gode råd til at tackle børns mange spørgsmål fra Anne Mette Friis, der er børn- og ungechef i verdens største børneorganisation Unicef:

1

Læg vægt på at vi skal beskytte de svageste

- Børnenes hverdag ser nu anderledes ud, end den gjorde før. De kan ikke komme i skole, børnehave og vuggestue, og alle deres fritidsaktiviteter er lukket ned i en periode. Det, vi skal understrege er, at vi gør det her for at beskytte de svageste.

- Vi skal derfor fortælle børnene, at der er nogle personer i Danmark, som ikke vil klare sygdommen så godt. Men lad være med at tale om, at det for eksempel er de ældre personer, for så bliver børnene bekymrede for bedsteforældrene.

2

Lad ikke børnene blive skræmt af hamstring

- Fortæl børnene at de folk, der køber helt vanvittigt ind, er nervøse for, at der ikke er mad nok, og at det er fordi, nogle ikke har talt med dem. Fortæl børnene, at vi har fået at vide fra myndighederne, at der er masser af mad, og at vi ikke behøver at hamstre det.

3

Fortæl at vi skal hjælpe hinanden

- Læg vægt på den gode historie: At vi skal hjælpe hinanden og være gode ved hinanden. Vi skal undgå at smitte flere. Og det er derfor, vi kan mærke det på vores hverdag.

4

Lyt til barnet

- Først og fremmest skal man sætte sig ned og høre, om barnet har lyst til at tale om det, og om barnet ved noget på forhånd. Så skab en situation, hvor der er trygt og rart.

- Nogle af børns bekymringer kan jo forsvinde, når man taler om dem. Det har en tendens til at vokse sig større i børn, hvis de går alene rundt med deres bekymringer og ikke rigtigt får af- eller bekræftet myter.

5

Hold dig til fakta og barnets niveau

- Svar på barnets spørgsmål så enkelt som muligt. Hvis barnet stiller et spørgsmål om, hvor mange der er døde i Danmark, så svarer man ingen. Så skal man ikke begynde at fortælle, hvor mange der er døde i Kina og andre steder.

- Så man bør holde sig til det, barnet i forvejen er bekymret om og fortælle om fakta uden at udmale og udspensle mere katastrofesnak, end det barnet allerede har hørt. Det handler selvfølgelig også om, hvor gammelt barnet er. Jo yngre, jo mere enkelt skal det være.

6

Tal om løsninger

- Tal med barnet om, hvad man selv kan gøre. Der er en masse gode råd på Sundhedsstyrelsens hjemmeside. Det hjælper at spritte sine hænder, holde rigtig god håndhygiejne, og at man hoster ned i en engangsserviet eller ind i sin albue, fremfor ud i et rum.

- Det hjælper også at holde afstand til meget snottede mennesker, og at man selv holder afstand til mennesker, hvis man er snottet eller syg.

7

Vær opmærksom og informeret

- Det er en god ide at være opmærksom på sin egen måde at reagere på oplysninger om coronavirus. Folk kan være tilbøjelige til at lade alle mediekanaler køre derhjemme. Man ser morgen-tv, hører radio og tjekker Facebook.

- Meget af det opsnapper børnene, uden at vi voksne lige er klar over det. Men vi skal som voksne vide, at der er gang i den hele tiden. Derfor er det vigtigt, hvordan vi selv reagerer som voksne. Børn fornemmer godt, hvis vi bliver stressede eller bange for noget.

8

Vær opdateret

- Som voksne skal vi hele tiden være opdaterede via Sundhedsstyrelsens hjemmeside, så vi ved, hvad der sker og får den mest nøgterne udgave af det. Der løber jo mange rygter, eksempelvis på arbejdspladser.

- Hvis vi taler om store børn, altså i teenagealderen, bør man sammen med dem gå på Sundhedsstyrelsens hjemmeside og læse information.