Efter påkørsel: Politiet indfører visitationszone i Nykøbing Falster

En 38-årig kvinde blev tidligere i dag påkørt af en sort Audi - formentlig i forbindelse med den verserende bandekonflikt i området.

Visitationszonen dækker området syd for H. P. Jensensgade og vest for Engboulevarden, Vesterskovvej og Gedser Landevej, området nord for Prinsholmvej og øst for Guldborgsund. (© Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi)

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har oprettet en visitationszone i Nykøbing Falster.

Det sker, efter at en kvinde tidligere på dagen blev påkørt af en sort Audi på Vestergade i Sakskøbing. Politiet mener, at hændelsen kan have forbindelse til den verserende konflikt i det lokale rockermiljø, hvor grupperne Mongols og Satudarah strides.

- Visitationszonen i Nykøbing Falster indføres for at forebygge eventuelle farlige situationer. Der har i den seneste periode været en del uro flere steder på Lolland og Falster med for eksempel skudepisoder og knivstikkeri, som skaber stor utryghed blandt borgerne, siger politiinspektør Kim Kliver.

Efter påkørslen af kvinden var politiet talstærkt tilstede i Sakskøbing og Maribo.

I den forbindelse blev politiet kontaktet af flere borgere, der oplyste, at 10 personer havde udvist mistænkelig adfærd, fordi de var iklædt klubveste med Mongols påført. De 10 personer blev anholdt.

Ulmende konflikt

Det er kun lidt mere end to uger siden, at politiet oprettede visitationszoner i Maribo og Sakskøbing, og den blev forleden forlænget til at gælde frem til den 3. november.

Konflikten mellem de to grupperinger har ifølge politiet medført flere hændelser i Nykøbing Falster, og derfor udvider de nu visitationszonen.

- Der tegner sig et billede af en konflikt, der ulmer, og derfor sætter vi nu massivt ind for at forhindre yderligere utryghed, siger Kim Kliver og fortsætter:

- Vi vil naturligvis anvende mulighederne i visitationszonerne til at lægge et tungt pres på bandemiljøet, og vi vil aktivt anvende mulighederne for visitationer over for medlemmer fra de to grupperinger.

Inden for en visitationszone har politiet lov til at visitere folk uden at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.

Visitationszonen i Nykøbing Falster dækker området syd for H. P. Jensensgade og vest for Engboulevarden, Vesterskovvej og Gedser Landevej, området nord for Prinsholmvej og øst for Guldborgsund.

Facebook
Twitter