Efter rapport om drab og tortur: Forsvarets samarbejde med australske elitesoldater skal kigges 'efter i sømmene'

Fælles øvelser og missioner kigges efter i sømmene på grund af krigsforbrydelser i Afghanistan.

En optagelse fra et hjelmkamera viser en situation fra krigen i Afghanistan, der har chokeret Australien. Nu genovervejer Forsvaret samarbejdet med australske elitesoldater.

Drab, henrettelse af krigsfanger og tortur. Et betændt miljø og en ‘giftig krigerkultur’. En skandale om australske elitesoldaters omfattende krigsforbrydelser i Afghanistan har chokeret landet down under.

Forbrydelserne står beskrevet i en rapport fra det australske forsvars uafhængige anklagemyndighed, der udkom kort før årsskiftet.

Sagen får nu også konsekvenser for de danske specialstyrker i Jæger- og Frømandskorpset, der efter skandalen vil genoverveje et samarbejde med den australske enhed.

Tidligere har australske og danske elitesoldater blandt andet deltaget i samme øvelsesaktiviteter og en planlagt øvelse i 2021 bliver nu overvejet nærmere.

Det fortæller chefen for de to eliteenheder og Siriuspatruljen, generalmajor Peter Boysen fra Specialstyrkekommandoen i Aalborg.

- Nu kigger vi det efter i sømmene. Er der samarbejdsinitiativer med australierne på træningssiden, så vil vi se, hvad vi samarbejder om. Jeg har ingen grund til at tro, at der kan ske noget. Men når man får sådan en rapport, er man nødt til at se, hvilket samarbejde man har, siger Peter Boysen.

Træning i ørkenkrig i Australien

Han forklarer, at det australske forsvar og det skandaliserede Special Air Service Regiment (SAS) har store områder, der i terræn og klima ligner det, soldaterne bliver udsat for i Irak og Afghanistan. Et terræn, der er særdeles velegnet til at træne ørkenkrig.

Desuden er der et vist sammenfald i udstyr og procedurer mellem de australske og danske styrker.

- Vi har planlagt noget igen i 2021, men vi må se, om det kan blive til noget. Dels på grund af covid-19, men på baggrund af rapporten er vi også inde og tage stilling til de enkelte ting med australierne. Det kan jo også være, at australierne slet ikke har tid til at arbejde med nogle, som det er nu, siger Peter Boysen.

Generalmajor Peter Boysen er chef for Specialoperationskommandoen og dermed Jæger- og Frømandskorpset. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Undersøger operationer

Generalmajoren forklarer, at man ligeledes er i færd med at undersøge, om danske specialstyrker var på skarpe missioner med de australske i Afghanistan i den periode, hvor forbrydelserne fandt sted.

Australierne opererede blandt andet i naboprovinserne Kandahar og Uruzgan, der ligger ved siden af de danske ansvarsområder i Helmand-provinsen.

- Der er dog ikke noget, der tyder på, at vi var sammen med australierne. Ifølge dem er der heller ikke indikationer på, at koalitionsstyrker deltog, siger Boysen.

Justerer træning af danske soldater

Den australske rapport er blevet nøje gennemgået af Specialoperationskommandoen. Det har blandt andet medført, at frømænd og jægersoldaters træning inden længe bliver justeret, som Politiken har beskrevet.

- Dybest set gør vi det, som den australske rapport anbefaler. Vi prøver at komme hele vejen rundt, siger Peter Boysen.

Det gælder dog ikke obligatorisk brug af de såkaldte hjelmkameraer, som man har besluttet i Australien. Det er mini-kameraer monteret på soldaternes hjelme, der skal dokumentere, hvad der sker.

- Jeg tror mere på uddannelse. Når man kan fifle med at plante våben og radioer, så kan man også fifle med de kameraer. Det vil vi ikke bruge som et skudsikkert bevis på, at vi ikke gør noget forkert, når vi er ude.

Nogle af de australske forbrydelser blev blandt andet optaget på soldaternes hjelmkameraer. Optagelser, der langt senere blev vist i en tv-dokumentar, men som ikke undervejs kunne forhindre eller afsløre overgrebene.

Se et af klippene fra tv-dokumentaren 'Killing Fields', som Horisont viste i januar herunder. Advarsel: Klippet indeholder voldsomme billeder.

- Jeg har meget svært ved at se, at noget lignende kan ske i en dansk enhed, siger Peter Boysen.

- Vores kultur er unik, synes jeg. Strukturen er flad, og vi har tradition for at sige, når man synes, at noget er galt. Men man kan aldrig sige aldrig. Det handler om at være opmærksom på faresignalerne. Så snart de optræder, så skal der gribes ind, siger han.

Det danske Jæger- og Frømandskorps har blandt andet deltaget i Nato-missioner i både Irak og Afghanistan samt i perioder støttet den daværende mission i Helmand-provinsen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk