Efter sag om ulovlige magtanvendelser: Greve-borgmester vil besøge opholdssted

Pernille Beckmann (V) og Liselott Blixt (DF) vil besøge opholdsstedet, hvor en 12-årig dreng fra Greve ifølge Socialtilsynet blev udsat for ulovligheder.

Greves borgmester, Pernille Beckmann (V). (Foto: Anna Bøtter Knudsen © DR Nyheder)

- Det blev jeg rigtig, rigtig ked af og det vil vi selvfølgelig ikke acceptere.

Sådan siger Greves borgmester Pernille Beckmann (V), efter at have set historien i 21 Søndag om en 12-årig dreng fra Greve Kommune.

Drengen er anbragt på et opholdssted under koncernen Hjorthøjgård i Nordjylland. Her er der ifølge Socialtilsynet og flere ansatte blevet benyttet en lang række magtanvendelser, som aldrig er blevet indberettet, som loven ellers kræver.

Omstridte opholdssteder

DR har i en række historier undersøgt området for anbragte børn og særligt opholdsstedet Hjorthøjgård. Her boede en ung mand, der i dag er sigtet for drabet på købmand Finn Degn Ovesen. Du kan skrive til os på drundersogende@dr.dk

Se Tema

Samtidig er drengen blevet udsat for det, Socialtilsynet beskriver som nedværdigende behandling.

Det får nu borgmester Pernille Beckmann og viceborgmester Liselott Blixt til at tage til Nordjylland for at besøge opholdstedet.

- Nu har vi bedt om en redegørelse og så tager vi op og tilser opholdsstedet. Og når vi har de to ting på plads, så sætter vi os ned og siger: er det her egentlig godt nok?, fortæller Pernille Beckmann.

Sociatilsynet oplyste sidste år Greve kommune om, at der på opholdsstedet var foregået magtanvendelser, der ikke blev indberettet som loven kræver, viser dokumenter, som DR har fået aktindsigt i. Oplysningen om, at magtanvendelserne stadig foregår, var ny for Greve-borgmesteren.

Et tilbud til omkring tre millioner kroner

Den 12-årige dreng er i et såkaldt enkeltmandstilbud, hvor 2-3-ansatte hele tiden er omkring ham.

- Sådan et ophold koster i omegnen af tre millioner om året. Holder i godt nok øje med den her investering.?

- Ja, det synes jeg som sådan egentlig vi gør. Men det er klart, at vi er afhængige af, at de bosteder vi har, overholder love og regler. Hvis der foregår magtanvendelser, som ikke bliver indberettet, så er vi der jo ikke som kommune 24 timer i døgnet.

Søren Lynge-Stensgaard, der er konstitueret direktør på Hjorthøjgård, fortæller til DR, at han vil have sikkerhed for om der foregår ulovlige magtanvendelser på opholdsstedet. Derfor vil han have lavet en uvildig, juridisk undersøgelse af, om lovgivningen er overholdt.

Greve Kommune vil træffe beslutning om drengens fremtid, når de har været på besøg.

- Jeg føler, at vi - måske desværre for sent - har fået et kig ind bag facaden på en institution, vi burde kunne have tillid til, siger Pernille Beckmann.