Efter sexkåringer af lærere: Kommune forbyder nomineringsvideoer

Det er helt slut med nomineringsvideoer på folkeskoler i Solrød Kommune.

Fremover skal hverken elever eller lærere kunne nomineres på folkeskolens sidste skoledag. Tidligere har flere skoler nomineret lærere som TILF - Teacher I'd Like to Fuck.

’Årets vil du med mig hjem’ eller ’Årets TILF’ (Teacher I’d Like to Fuck - lærer, som jeg gerne vil have sex med, red.).

Det er to af de kategorier, som folkeskolelærere og vikarer i Solrød Kommune indtil nu har kunnet kåres i på skolernes sidste dag. Men efter et stort fokus på de omdiskuterede videoer, sætter kommunen nu foden ned.

Det oplyser Charlotte Houlberg, direktør for skoleområdet i Solrød Kommune i et skriftligt svar til DR Nyheder, efter at Berlingske kunne fortælle om fænomenet mandag.

- Vi er i tæt dialog med skolerne, og vi tager sagen meget alvorligt. Selvfølgelig skal der ikke være nogle seksuelle undertoner mellem elever og lærere – det tager vi meget skarpt afstand fra, skriver hun og fortsætter:

- Vi vil indskærpe over for både ledere, lærere og elever, at vi tager skarpt afstand fra nomineringsvideoer, som i fremtiden vil være forbudt på vores skoler.

Videoer udvisker grænser

Uglegård Skole i Solrød forsøgte sig faktisk med et forbud i år, men eleverne lavede en video alligevel - dog uden lærernomineringer.

Red Barnet mener, at et forbud er den eneste rigtige vej at gå. Kuno Sørensen, som er psykolog i organisationen kritiserer skolerne for at lade det komme så langt ud, at lærere ikke bare ser gennem fingre med videoerne, men selv deltager i dem.

Det kan gøre, at børnene mister forståelsen for, hvor grænsen mellem lærer og elev går, mener han.

- De her videoer er helt langt ude over grænsen. Det burde havde været noget, lærerne havde stoppet, siger Kuno Sørensen, og understreger, at en af lærernes centrale opgaver er at hjælpe børnene med at sætte grænser.

- Vi har en straffelov og en moral, der siger, at lærere ikke må være seksuelt sammen med børn eller elever, men her rykker man ved det, og gør det til noget sjovt. Derved gør man nogle elever usikre på, om det virkelig er sådan, at lærere og lever ikke må have seksuelle forhold, siger han.

Kuno Sørensen mener, der er grund til bekymring. For selv om DR Nyheder kun har kendskab til en mindre gruppe skoler, der har lavet videoerne, så lægger flere af dem stadig tilgængelige på Youtube. Dermed kan de inspirere andre skoler til at tage ritualet op selv, frygter han.

Facebook
Twitter