Efter Skaarups DF-exit peger analytiker på Thulesen Dahl 'som den næste'

Fredag forlod to folketingsmedlemmer Dansk Folkeparti. Der er flere i vente, vurderer analytiker.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt i 2020. (Foto: Michael Drost-Hansen © MichaelDrost-Hansen)

Et døgn efter Inger Støjberg præsenterede sit nye parti, Danmarksdemokraterne, valgte gruppeformand Peter Skaarup og folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl at forlade Dansk Folkeparti til fordel for det.

Og netop det siger alt om, hvor stor en trussel Inger Støjbergs parti kan blive eller er mod Dansk Folkeparti, vurderer DR's politiske analytiker Jens Ringberg.

- Ikke bare ved et kommende folketingsvalg, men allerede her og nu, i morgen og i de kommende uger og dage, vurderer han.

To DF'ere bliver nævnt som de mulige næste

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, ovenpå fredagens udmeldinger:

Det vurderer Jens Ringberg også er sandsynligt.

- Jeg kan meget nemt forestille mig, at i løbet af få dage eller uger har Inger Støjberg nærmest flere repræsentanter på Christiansborg, end der er i Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Blandt potentielle udmeldinger nævner han Søren Espersen, som har været en stor kanon i Dansk Folkeparti.

- Han er tavs og usikker om sin fremtid. Det kunne tyde på, at han overvejer at gå samme vej som Peter Skaarup.

Og så er der selvfølgelig Kristian Thulesen Dahl, som ifølge DR's politiske analytiker ikke har lagt skjul på, at han ikke genopstiller for Dansk Folkeparti og samtidig heller ikke har skjult, at han har stor sympati for Inger Støjbergs nye projekt.

- Det er meget sandsynligt, at han er den næste, siger Jens Ringberg.

- Og så er der altså rigtig meget Inger Støjberg og meget lidt Dansk Folkeparti tilbage.

Tilliden var væk for Skaarup

Den tidligere gruppeformand Peter Skaarup, der nu har forladt Dansk Folkeparti efter 27 år, har ellers været en af partiets store profiler. Men det stopper her, hvilket ifølge politikeren selv skyldes manglende tillid til Morten Messerschmidts ledelse og den fortsatte uro i Dansk Folkeparti.

- Han var med i kredsen omkring Pia Kjærsgaard, da man stiftede Dansk Folkeparti i 1995, han har været loyal over for Pia Kjærsgaard i medgang, han har været loyal over Kristian Thulesen Dahl, fortæller Jens Ringberg.

- Men over for Morten Messerschmidt kunne han ikke få det til at fungere. Der skete et knæk, da Messerschmidt ville have en anden gruppeformand. Tilliden var væk, og nu går Peter Skaarup fra det parti, han har været med i, siden det startede.