Efter stribe af tyverier: Apple-forhandler bryder loven og udstiller formodede tyve på Facebook

Direktør føler sig magtesløs efter iPhone-tyverier i julen og deler overvågningsbilleder.

I første del af overvågningsvideoen kommer en mistænkt butikstyv ind og fumler med en Iphone. Ved siden af ham står et tilfældigt barn og leger med en telefon, mens forældrene shopper. Herefter kommer en anden tyv ind og fjerner telefonen.

En butikstyv havde i forgårs held med at afmontere hele to alarmer på en iPhone i Humacs forretning i Vejle, gemme telefonen i sit jakkeærme og forsvinde ud af butikken.

Tidligere havde butikstyven og to andre medsammensvorne ifølge Humac lavet et lignende nummer i Apple-forhandlerens butik i Kolding, og tyvebanden lagde inden for samme døgn også vejen forbi filialerne i Herning og Esbjerg.

Det forklarer direktør i Humac Michael Bech og fortæller, at det langtfra er første gang, at kostbare gadgets bliver stjålet fra Humac.

I ren og skær frustration over endnu et besøg af kriminelle har direktøren nu valgt at dele overvågningsbilleder af de formodede tyve i Kolding på Humac Danmarks Facebookside.

Det sker, selvom Humac bevidst bryder loven, da det ifølge loven er ulovligt at dele billederne på for eksempel sociale medier, hvis personerne kan identificeres.

- Vi er fuldstændig magtesløse og frustrerede og kan intet gøre mod dem. Tyvene gør bare, som de vil, og det betyder gang på gang et tab for os, siger direktøren Michael Bech.

Øverst i artiklen kan du se en del af den video, som Humac har delt på Facebook. DR Nyheder har valgt at sløre personerne.

Tyvene ved, hvad de gør

På tre måneder har Humac fået stjålet varer for næsten 300.000 kroner. Det er penge, som ifølge direktøren kunne være blevet brugt på at ansætte en fuldtidsmedarbejder eller to elever.

- Jeg har efterhånden den holdning, at butikstyvene selv er ude om det, når de begår denne her slags ting. Det kan ikke være rigtigt, at vi andre skal lide under det. De er fuldstændig bevidste om, hvad de gør. Dermed må de også tage konsekvenserne, siger han.

Han har længe overvejet, om det var klogt at offentliggøre billederne af de mistænkte, men siger, det sker i afmagt over politiets manglende efterforskning.

- Vi har over 40 anmeldelser liggende hos politiet inden for de sidste 16 måneder, og vi har ikke hørt noget fra en eneste af dem.

- Vi ser ingen anden udvej end at bede offentligheden om at stoppe de her butikstyve. Gang på gang anmelder vi det, men vi ser aldrig, at det fører til nogen anholdelser eller domme. Politiet er nødt til at anvende deres ressourcer på andre ting, og det betyder så bare, at der er frit spil for tyvene til at begå det her, siger Michael Bech.

  • Humac Danmark skriver i et opslag til kunderne på Facebook:

  • - Vi har gennem de sidste 3 måneder desværre oplevet en stor stigning i antallet af tyverier fra vores 22 butikker, så mange at vi nu vælger at dele en video fra det seneste tyveri med jer.

  • - I alt har vi mistet varer for over 300.000 kr., og selvom vi har investeret betydelige ressourcer i at sikre vores butikker, forsvinder der stadig varer.

Telefonerne er gemt væk

Når kunderne efter nytår skal på januarudsalg i Humacs butikker landet over, skal de spørge en ekstra gang om at få lov til at se en iPhone.

Som en konsekvens af serietyverierne i juledagene har Humac valgt at fjerne alle iPhones fra udstillingerne, og sådan forbliver det, indtil virksomheden har fundet en ny måde at låse telefonerne fast på.

- Når det foregår på sådan et tyvetogt, hvor man kører fra butik til butik, kan vi ikke blive ved med at tage den omkostning, det er at miste de her telefoner. Det er alt for mange penge, siger direktør Michael Bech.

Rigspolitiet skriver i en mail til DR Nyheder, at man 'fuldt ud forstår butiksejernes frustrationer'.

- Men det er sådan, at det er en politiopgave at lave efterlysninger. Hvis man har optagelser af mulige gerningsmænd fra overvågningskameraer, skal man dele dem med politiet, som så vurderer, om der er grundlag for at bruge optagelserne i forbindelse med en efterlysning, udtaler kommunikationsdirektør i Rigspolitiet Anders Frandsen.

Han oplyser, at politiet er i færd med en ny løsning på internettet, der skal gøre det nemmere for butiksejere at anmelde tyverierne, ligesom man påtænker at samarbejde mere med butiksbranchen om at udpege særlige steder, hvor man kan sætte ind over for butikstyverier.

Erhvervsdrivende må dele internt

  • I maj måned trådte en ny lov i kraft, så erhvervsdrivende kan dele billeder med hinanden internt, hvis de har mistanke om, at den samme gruppe tyve er på spil flere steder.

  • Delingen af billederne kræver dog tilladelse fra Datatilsynet, og så skal tyveriet være anmeldt til politiet.

  • Desuden må man kun dele billeder, hvis man er medlem af en kæde eller erhvervsorganisation. Det betyder, at små selvstændige butikker ikke kan dele billeder.

  • Delingen må kun ske i lukkede systemer, og ikke på internettet, herunder i lukkede grupper på Facebook eller andre sociale netværk.