Efter strid om corona-druk i Danmark: Institut vil undersøge alkoholvaner under krisen

Nye tal viser danskernes ændrede indkøbsvaner under nedlukningen - også for alkohol.

De unge drikker mindre, mens ældre danskere formentlig har skruet op for hverdagsforbruget. Blandt andet derfor vil Statens Institut for Folkesundhed studere corona-nedlukningens påvirkning af danskernes alkoholindtag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

For nogle vil coronakrisen udløse et alkoholmisbrug. Andre dropper hurtigt det daglige glas rødvin, når hverdagen begynder igen. Og endelig har nogle måske ikke rørt en dråbe alkohol i hele perioden.

Derfor vil forskere nu undersøge, præcist hvordan samfundets nedlukning har påvirket befolkningens alkoholvaner.

Det siger professor Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan lade være med at se nærmere på, hvordan situationen påvirker alkoholforbruget. Som samfund har vi aldrig før oplevet, at en lang række mekanismer på denne måde bliver sammenblandet, siger professoren fra instituttet, der er en del af Syddansk Universitet.

Alkoholikere slår sig på flasken

I ugens løb fortalte Alkohol & Samfund samt Blå Kors, der begge arbejder med at forebygge alkoholproblemer, at nedlukningen skaber problemer for mange misbrugere.

Organisationerne oplever, at ædru alkoholikere har svært ved at holde sig fra flasken, når de sidder alene hjemme.

Samtidig peges der på, at mange almindelige danskere skænker ekstra op i glasset i en tid som denne.

Samlet set er salget af øl, vin og spiritus i samfundet dog faldet, fordi cafeer, værtshuse og restauranter er lukkede. Det har Vin & Spiritus Organisationen i Danmark samt Bryggeriforeningen oplyst.

Nye tal afslører hjemmehyggen

Nu viser nye tal fra The Nielsen Company, at danskerne i høj grad har målrettet dagligvareindkøbene til krisen og har forsynet sig med varer til hjemmehygge.

Den globale analysevirksomhed indsamler stregkodedata fra alle supermarkeder i Danmark og kan derfor tegne et præcist billede af, hvad der bliver solgt.

Ugen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) satte store dele af landet på standby, steg salget af både hvidvin, whisky og rosevin. Samtidig blev der solgt næsten dobbelt så mange slikposer og vingummi.

- Vi kan ikke se, hvilket formål folk køber ind til. Men vi må antage, at folk i højere grad køber ind til hjemmeforbrug, forklarer Rasmus Sarauw-Nielsen, analytisk leder hos Nielsen Company i Danmark.

I samme periode faldt salget af øl og rødvin op til tre indekspoint. Dog med den forskel i forhold til året før, at danskerne ikke køber ind til gæster, fester og middage.

- En stor del af forbruget af disse kategorier foregår i sociale sammenhænge, som jo er reduceret til et minimum i disse tider med undtagelse af virtuel socialt samvær, konstaterer Rasmus Sarauw-Nielsen.

Ekspert: Krise udvikler afhængighed

Salgstallene kan ikke bruges som et argument for, at danskerne er begyndt at drikke mere. Men Janne Tolstrup fra Statens Institut for Folkesundhed er ikke i tvivl om, at hyggeforbruget for nogle vil udvikle sig til et misbrug.

- Det står helt for egen regning, men jeg tror, at nogle kommer ud på den anden side med et alkoholproblem. Det gælder især dem, der i forvejen har svært ved at finde balancen. Der kan hurtigt snige sig et hverdagsforbrug ind, der udvikler sig på daglig basis og set over tid, siger professoren.

For flertallet er det dog hverken usundt eller farligt, hvis man i en periode som denne får et glas rødvin eller en ekstra øl.

- Når hverdagens strukturer begynder igen, så vil langt de fleste ikke have noget problem med at stoppe.

Unge drikker mindre

Der er dog én bestemt gruppe, som Janne Tolstrup forventer stort set har nulstillet alkoholforbruget. Nemlig de unge, der normalt indtager større mængder alkohol på kort tid. Til gengæld hyggedrikker de sjældent til hverdag.

- Deres alkoholforbrug har ét formål. Det er at feste, være sociale, møde andre og have det sjovt i nattelivet. Det er som bekendt sat i stå. Så jeg er spændt på at se, om vi kan se det i statistikken bagefter, fortæller professoren.

Janne Tolstrup fortæller, at Institut for Folkesundhed kan undersøge alkoholvanerne ved at se på antallet af indlæggelser med alkoholforgiftning, skrumpelever samt studere ulykkesstatistik og andre registre.

Facebook
Twitter