Efter timer med kø: Fynske Motorvej er åben igen i alle spor

En væltet lastbil satte i timevis en stopper for juletrafikken på den fynske motorvej.

En væltet lastbil i midterrabatten på Fynske Motorvej mellem Langeskov og Hjulby skabte trafikkø i flere timer på julens travleste rejsedag. (Foto: Nils Svalebøg © Nils Svalebøg)

Fynske Motorvej mellem Nyborg og Langeskov er igen åben i begge retninger i alle spor.

Det skriver Fyns Politi på Twitter kort efter klokken 18.

Den fynske motorvej har siden midt på dagen været spærret i vestgående retning mellem afkørsel 46 og 47, mens et enkelt spor var åbent i den modsatte retning.

Vejdirektoratet oplyser på Twitter, at der stadig er kø, der skal afvikles, på motorvejen.

Væltet lastbil var årsag til spærret motorvej

Spærringen af motorvejen skyldtes, at en lastbil var væltet i midterrabatten. To personer i lastbilen kom lettere til skade og begge blev kørt til tjek på hospitalet.

I forbindelse med ulykken gav politiet personbiler lov til at benytte nødsporene for at få afviklet den store trafikkø.

Lastbilen blev fjernet omkring klokken 17:30, men der var efterfølgende fortsat kø på store dele af motorvejen. Vejdirektoratet forventer, at trafikken bliver normal i løbet af aftenen.

Hos Fyns Politi opfordrer vagtchef Kenneth Taanquist de bilister, der fortsat kører på motorvejen, til at køre forsigtigt og holde afstand.

Han fortæller, at lastbilen var fyldt med gods, blandt andet en masse drikkevarer, som efter uheldet lå spredt ud over hele motorvejen. Derfor skulle man have containere ud til at tømme al lasten op i.

- Der måtte også en lokal gummiged ud og rydde op sammen med redningsberedskabet, siger vagtchefen og tilføjer, at der også var sket skader på autoværnet, som skulle repareres.

- Folk har udvist stor tålmodighed hele dagen, siger vagtchefen.

Uheldet ramte på julens travleste rejsedag, hvor der i forvejen var forventet tæt trafik på landets veje.

  • Lastbilen blev fjernet omkring kl 17:30 og klokken 18:00 skriver Vejdirektoratet, at der igen er åbent i begge retninger. (Foto: Nils Svalebøg © Nils Svalebøg)
  • Lastbilen væltede i midterrabatten på Fynske Motorvej ved Nyborg Vest. Den blev fjernet igen omkring klokken 17:30 (Foto: Tim K. Jensen © © Tim Kildeborg Jensen.)
  • Uheldet ramte på julens travleste rejsedag, hvor der i forvejen var forventet tæt trafik på alle landets veje. (Foto: Tim K. Jensen © © Tim Kildeborg Jensen.)
  • Vejen har været helt spærret i vestgående retning, og var ud på eftermiddagen fortsat delvist spærret i begge retninger, hvilket giver store trafikale problemer. Kort efter klokken 15:00 blev et nødspor åbnet i vestgående retning for personbiler. (Foto: Tim K. Jensen © © Tim Kildeborg Jensen.)
  • Lastbil er væltet i midterrabatten på Fynske Motorvej ved Nyborg Vest, onsdag den 26. december 2018. (Foto: Tim Kildeborg Jensen © © Tim Kildeborg Jensen.)
1 / 5
Facebook
Twitter