Siden togulykken på Storebæltsbroen 2. januar, hvor otte personer mistede livet, har Det Europæiske Jernbaneagentur i EU (ERA) været i tæt kontakt med de danske myndigheder.
Det oplyser EU-agenturet i en mail til DR Nyheder.
- Vi følger sagen og står klar med al nødvendig assistance til de danske myndigheder, hvis de beder om det. Vi vil helt sikkert tage ulykken op på næste møde i National Safety Authorities, hvor sikkerhedsmyndighederne i EU mødes.
De særlige lommevogn, der var involveret i ulykken, er alle sammen godkendt på EU-basis og kører derfor frit i alle EU-lande. Men fordi årsagen endnu ikke er fastlagt, kan ERA ikke oplyse, om der har været lignende ulykker i andre lande.
- For at identificere andre ulykker er vi nødt til at vente på resultaterne fra undersøgelserne, skriver ERA i en mail.
EU-agenturet har efter ulykken talt med sikkerhedsmyndighederne i Danmark og har påbegyndt en proces for at undersøge, hvordan man kan undgå, at lignede ulykker finder sted i resten af EU.
Men det kræver først og fremmest, at undersøgelser i Danmark bliver færdige, så man ved, hvad der præcis har forårsaget ulykken, oplyser ERA.
Nabolande holder igen med forbud
I Norge og Sverige holder man ligeledes et vågent øje med undersøgelserne i Danmark, da samme typer af togvogne kører på skinnerne i nabolande.
Men hverken Norge eller Sverige har valgt at indføre et forbud mod at køre med sættevogne - også kaldet lastbiltrailere - på de særlige lommevogne, som det er sket i Danmark.
Jonas Bjelfvenstam, der er generaldirektør i Transportstyrelsen i Sverige, oplyser til DR Nyheder, at man har påpeget over for de svenske jernbaneselskaber og omlastningsterminaler, at de skal være opmærksomme på sagen.
- Det, vi specielt påpeger, er jernbaneselskabernes forpligtigelse til at tage sig af de risici, der er i systemet i forhold til sikkerhed, og at de har kontrol og procedurer under lastning før afgang, skriver generaldirektøren.
I Norge er Statens jernbanetilsyn gået skridtet videre og har igangsat en selvstændig undersøgelse af den bestemte godsvogn, der var involveret i ulykken.
- Gennem dialog med jernbanebranchen vil vi se på, hvilke risikoer der vurderes at være, og om der er behov for at foretage nogle sikkerhedsmæssige forbedringer i lyset af ulykken på Storebæltsbroen, siger direktør Erik Ø. Reiersøl-Johnsen.
Begge lande slår fast, at man har kontakt med både Danmark og andre lande i Europa, og hvis nye oplysninger kommer frem ved de fremtidige undersøgelser, kan det være, at de træffer nogle andre beslutninger.
DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra de tyske myndigheder, men de er endnu ikke vendt tilbage.
Herunder kan du se, hvordan man påfører en lastbiltrailer på en lommevogn.